Dialekttræk fra Ærø

1)
Dialekten har diftonger/glidere hvor rigsmål normalt har lang vokal, fx (diftonger) lj. 8 -skie = -ske, lj. 8 sier = ser, lj. 21 lue = lå, lj. 5 yest = øste, lj. 12 så:e, (glidere) lj. 2 bo:wr = bord, lj. 4 mowr = mor, lj. 19 lej = li(de). - Ordet "måtte" udtales med diftong, lj. 11 muet - dette svarer ikke til rigsmålsudtalen (som har kort å), men til den gammeldanske udtale med lang vokal; jf hvad der nævnes med hensyn til udtalen af "hjemme" i teksten fra Tåsinge.

Baggrunden for dette træk: Diftonger

2)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 1 fåtæl = fortælle, lj. 5 yest = øste, (med udtale af -e) lj. 10 åppe = oppe, lj. 10 satte, lj. 16 skælte = skældte, lj. 3 væggene. - Teksten har forholdsvis mange eksempler på udtale af -e, hvad der utvivlsomt er "pragmatisk" bestemt: den fulde udtale er et middel til at understrege og fremhæve ordet; en tilsvarende tendens forekommer i teksten fra Tåsinge.

Baggrunden for dette træk: Apokope

3)
Dialekten har to grammatiske køn, lige som yngre sjællandsk, rigsmål samt øst- og sønderjysk, men modsat fynsk i øvrigt, fx lj. 1 og 7 men bro:r = min bror, lj. 4 men mowr, lj. 12 en söster, lj. 16 mu:en = munden, lj. 3 bænken (alle fælleskøn), lj. 10 låwtet = loftet (intetkøn). - I modsætning til sjællandsk er sammenfaldet af grammatisk han- og hunkøn på Ærø (og småøerne) af gammel dato.

4)
Dialekten er stødløs og har heller ikke den særlige accent på enstavelsesord som er nævnt under tekst 12 og 13 fra Fyn. Derimod har dialekterne på Ærø og de sydfynske øer en modsætning mellem to tonale accenter, kaldet accent 1 og 2; disse tonale accenter giver dialektene i dette område et vist "syngende" præg. Fordelingen af de to accenter er ikke helt den samme som den man finder i østslesvisk og er bl.a. afhængig af den oprindelige vokallængde. I teksten får man et indtryk af forskellen mellem de to accenter i forbindelsen lj. 4 ne:rste æ: "nederste ende", hvor ne:rste udtales med en svagt stigende tone (accent 2) mens æ: udtales med udpræget faldende tone (accent 1); tilsvarende i lj. 15 rubbet (stigende tone, accent 2) overfor lj. 16 munden (faldende tone, accent 1). - Jf kort 3.

5)
Nægtelsen er af typen itte, lj. 18 et = itte, lj. 13 jot = jo itte; jf kort 19.

6)
I ord som "smage", "bage" (hvor -ag- svarer til gammeldansk -ak-) har dialekten svind af konsonant, lj. 14 og 15 sma:t, sma:et = smage (det); jf teksten fra Sydvestsjælland.

Baggrunden for dette træk: Klusiler

7)
Verbernes svage bøjning "ede-bøjning" (dvs typen hoppede - hoppet) er af samme type som i fynsk (dvs at de to former normalt er identiske med infinitiv ("navnemåde") fx lj. 8 slække = slikkede, lj 13 vaske = vaskede (samme udtale som lj. 11 vaske); bemærk dog at participium kan have endelsen -et, lj. 15 rubbet, en udtale der er almindelig i det fynske område i dag. - Verberne "servere og "passe" har "te-bøjning" i modsætning til rigsmål, lj. 5 sævi:ert (egl. "serverte", med apokope af -e) lj. 6 past (egl. "paste", med apokope af -e, svarende til typen spiste - spist).

8)
Dialekten har nasalering af vokal der i skriften efterfølges af -nd og -ng (samt i ord som "han" og "den") fx lj. 4 æ: = ende, lj. 9 u:er = under, lj. 8 daj = den, lj. 13 ga = gang. - lj. 1 ha = han; dette ord havde oprindelig den særlige n-lyd der senere udviklede sig til nasalvokal, i modsætning til "hun"; i denne tekst kan "hun" imidlertid også i et enkelt tilfælde have nasalvokal, lj. 12 hu (men samme linie og fx lj. 5 hedder det hun, med almindelig n-lyd); en sådan variation er optegnet flere steder på og uden for Ærø.

 

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?