Dialekttræk fra Astrup

Danmark har 3 overordnede dialektområder:

  • Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
  • Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
  • Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.6 fåtæl = fortælle, lj.7 sam = samme. Dette er et fællestræk for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5, og det medfører almindeligvis erstatningsforlængelse, men anderledes her i dialekten, jf. pkt. 12.

2)
Stedordet "jeg" hedder (i lj.6) a. Dette er den almindelige udtale i Nørrejylland, jf. kort 20.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

  • Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen B på kort 1). I Nørrejylland tales enten
  • Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
  • Østjysk (øst for linjen C).
    Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

3)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj. 12 hwes = hvis - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11.

4)
Svarende til rigsmålets v- bruges i dialekten w- foran bagtungevokal (dvs. u,o,å,a) og i forbindelse med konsonant (tw- osv.), ellers v-: lj.1 war = var, men lj.13 de-v'vil = det ville.
Denne fordeling er karakteristisk for det sydlige Nørrejylland - inkl. det sydvestlige Himmerland; men Astrup (hvor sprogprøven er fra), ligger tæt ind til det nordlige område, hvor man kun bruger w-, jf. kort 11.

5)
Der anvendes i alm. diftonger ie, ye, ue svarende til rigsmålets lange vokaler e, ø, o: lj.8 kjyedn = kørende, lj.4 juermu'edn = jordmoderen. Dette forhold kendes i næsten hele Nørrejylland, medens sønderjysk har vokaler, der ligner rigsmålets, jf. kort 7. Det forventede si'e = se er i lj.12 afkortet på grund af tryksvag stilling: si.

6)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.13 ungo' = undgå, lj.8 så: = sagde. Også på dette punkt adskiller nørrejysk sig fra rigsmålet, medens sønderjysk ligner rigsmålet, jf. kort 8.

Nærmere bestemt er sproget østjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

7)
Der anvendes efterhængt kendeord (som på rigsdansk, i ømålene og i det øvrige Østjylland): lj.4 juermu'edn = jordmoderen. Jf. kort 2.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Østjylland:

8)
Der anvendes stød stort set som på rigsmål. Som i de fleste nørrejyske dialekter er ord på stemt + ustemt konsonant dog stødløse: lj.13 hælst = helst. Jf. kort 3. Og ligesom i Vendsyssel er forholdsord normalt stødløse, selv når de står trykstærkt: lj.7 om.

9)
Der anvendes -j svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåde) -nd: lj.8 hejje = hende. Samme indtaler anvender dog senere i båndoptagelsen også udtalerne -nj (som vanligt i jysk) eller blot n. Netop i Himmerland konkurrerer disse udtaler. Jf. kort 15. I tryksvag stilling er -n vist det normale: lj.5 sæn = sendt.

10)
Der bruges "blødt d" (som kendt fra rigsmålet): lj.1 håd = havde, lj.2 ed = det (tryksvagt), lj.11 tefælled = tilfældet. Det samme høres spredt mange andre steder i Nørrejyl land, jf. kort 14. Men kun her i Vest- og Sydhimmerland har d-et "overlevet" forenkling af ældre dansk -rd: lj.7 spued = spurgte (udviklet af et ældre "spurde") og tilsvarende fx gåd = gård. I de øvrige dialekter (og i rigsmålet) er det r-et der høres, medens d-et er blevet "stumt": spu:er, go'r etc.

11)
Der anvendes -dn svarende til rigsmålets -ren: lj.4 juermu'edn = jordemoderen, lj.8 kjyedn = kørende. Denne udtale er typisk himmerlandsk, men høres også i det sydlige Vendsyssel, i Hanherrederne, i Ommersyssel - og pletvis meget længere væk: på Æræ og i Angel, jf. kort 17.

12)
Konsonantlængden er ikke stabil. Fx savnes den ventede erstatningsforlængelse ved apokope (jf. pkt. 1), hvor den skulle have ramt en konsonant: lj.6 fåtæl = fortælle, lj.7 sam = samme - hovedparten af de øvrige jyske dialekter har: fåtæll, samm. Forholdet kendes endnu mere konsekvent fra Midtøstjylland, jf. kort 5. - Lang konsonant høres vist kun, når der lægges eftertryk på: lj.1 ållti = áltid.

13)
Ordet "ikke" har stød: lj.3 e't, lj.12 e' - ligesom længere mod vest, jf. kort 19. Stødet må af oprindelse være et såkaldt vestjysk stød (på den gammeljyske form "itte"). Men bortset fra dette ord forekommer vestjysk stød ikke så langt mod øst, jf. kort 4.

14)
Sprogprøven giver en række eksempler på den velkendte jyske tilkomst af stød i enklise (dvs. hvor et tryksvagt småord trækkes sammen med ordet foran): lj.3 mæ' å = med at, lj.6 mæ-d'dæ = med det, lj.13 de-v'vil = det ville.

15)
Af dialektgloser optræder kun lj.11 tefælled = indstillet, "skruet sammen". Alle kender navneordet (i forbindelser som "det var ikke tilfældet"), men det er usædvanligt at se det brugt som tillægsform af et udsagnsord. Og det er et spørgsmål, om denne brug er helt individuel eller blot forekommer i meddelerens hjem.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?