Danmark har 3 overordnede dialektområder:
Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:
1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.11 -kuen = - kone, lj.11 måt = måtte. Det er et fællesjysk træk, jf. kort 5. Bortfaldet har i almindelighed givet erstatningsforlængelse på en forudgående stemt konsonant: lj.l håwwsk = huske, lj.l4 hjæmm = hjemme.
2)
Ordet "jeg" hedder (i lj.1) a. Dette er den almindelige udtale i Nørrejylland, jf. kort 20.
Jysk falder i 3 hoveddialekter:
Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:
3)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj.8 hwær'ken = hverken, lj.14 hjæmm - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11.
4)
Svarende til rigsmålets v- bruges i dialekten w- foran bagtungevokal (dvs. u,o,å,a) og i forbindelse med konsonant (tw- osv.), ellers v-: lj.13 war = var, men lj.1 vi = vi, lj.13 ve = ved. Denne fordeling er karakteristisk for det sydlige Nørrejylland, jf. kort 11.
5)
Der anvendes i alm. diftonger ie, ye, ue svarende til rigsmålets lange vokaler e, ø, o: lj.6 hie = hede, lj.15 ky'er = køer, lj.6 mues = mose. Dette forhold kendes i næsten hele Nørrejylland, medens sønderjysk har vokaler, der ligner rigsmålets, jf. kort 7.
6)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.3 go'r = gård, lj.13 må:lt = malede - hvorimod sønderjysk har å:, a: ligesom rigsmålet, jf. kort 8. Lj.11 gå:rmanjs- (i stedet for det forventede go:rmanjs-) skyldes rigsmålspåvirkning.
Nærmere bestemt er sproget vestjysk; det ses bl.a. af følgende træk:
7)
Der optræder såkaldt vestjysk stød i ord på -p, -t, -k, når de svarer til tostavelsesord på rigsmål: lj.3 å't = otte, lj.17 net'ten- = nitten-, lj.12 hinj't = hente, lj.5 kjøj't = købte - eller når de er førsteled i en sammensætning: lj.11 såm'ti = sommetider. Som navnet siger, kendes fænomenet i hele Vestjylland, men derudover i dele af Himmerland, i det vestlige Sønderjylland, i Sydøstjylland, ja endda på Nordvestfyn, jf. kort 4.
Vigtige vestjyske dialekttræk er også ét grammatisk køn (som på engelsk) og brugen af foranstillet kendeord (som på tysk og engelsk), jf. kort 2. Men prøven har ved et tilfælde ikke eksempler på nogen af delene. - lj.5-6 de hæ'r ... huks kunne måske give indtryk af, at huks (= hus) er intetkøn, men der er blot tale om en svagtryksudvikling af "den" til de. Det hedder også i forbindelse med et klart fælleskønsord som "mand": de hæ'r manj' = den her mand.
Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Vestjylland:
8)
Der anvendes stort set stød, hvor rigsmålet har det. Dog er stød på i:, y: og u: (ved såkaldt klusilspring) erstattet af ik, yk, uk (el. lign.). Prøven har kun et enkelt eksempel: lj.6 huks = hus. Denne udvikling er fortrinsvis vestjysk, men kendes dog også i andre randområder af Jylland, jf. kort 9.
9)
Der anvendes -r svarende til rigsmålets "bløde -d", når dette går tilbage til ældre dansk -t: lj.16 stu'r = stud, lj.15 stu:r = stude (ældre dansk stuut hhv. stuutæ). Jf. kort 14. Ordet "havde" hører egentlig ikke hjemme i denne sammenhæng, men kan behandles på samme måde: lj.10 hå:r (og med rigsmålspåvirket vokal: lj.1 ha:r), skønt det normalt hedder hå:j (se lj.8).
10)
Der anvendes nj, lj svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåder) -nd, -ld: lj.3 henjer = hendes, lj.10 spanj' = spand, lj.5 vilj = ville (tryksvagt). Dette træk er fælles for hele Jylland undtagen den nordøstlige del, jf. kort 15-16.
11)
Ordet "ikke" hedder i dialekten e't, se fx lj.8. Det er en almindelig vestjysk form, jf. kort 19.
12)
Sprogprøven giver et godt eksempel på den velkendte jyske tilkomst af stød i enklise (dvs. hvor et tryksvagt småord trækkes sammen med ordet foran): lj.13-14 får're så war'-ren = fordi (egl.: for det) så var den.
13)
En dialektglose er lj.1 håwwsk = huske. Denne form på -sk (så velkendt fra rigsmålet) finder man nemlig meget sjældent i de danske dialekter: kun i et midtjysk bælte fra Holstebro-Ringkøbing-egnen og over til Horsens-Vejle-egnen. Nordfor hedder det håww, sydfor og på Djursland siger de håwws el. håws (ligesom på øerne). - Lj.5 bette = lille. Dette ord har helt erstattet "lille" nord for en linje Holstebro-Silkeborg-Horsens; syd for denne linje og ned til Kongeåen konkurrerer "bitte" og "lille" (med stigende overvægt til det sidste ord); i Sønderjylland og på øerne bruges praktisk taget kun "lille". - Fremmedartet lyder endelig også bøjningsformen lj.5 kjøj't = købte. Denne form bruges kun i trekanten Ringkøbing-Holstebro-Herning (samt i Sønderjylland!); nord-, øst- og sydfor høres udtaler med -w: kjow't, kjøw't.
Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?
