1) Dialekten er stødløs, fx lj. 9 ti (rigsmål ti'), lj. 12 syw (rigsmål syw'); jf kort 3.

2)
Dialekten har diftonger/glidere svarende til lang vokal i rigsmål, fx (diftonger) lj. 6 oet = otte, lj. 3 håe = ha(ve), (glidere), lj. 3 jåwren = jorden, lj. 19 -høwse = -huset. - Karakteristisk for lolland-falstersk er at diftongerne kan være forholdsvis åbne (fx oet = otte, hvor det andetsteds hedder uet). Der er et par eksempler på at "korrespondancen" med de lange vokaler i rigsmål ikke er den forventede. Fx hedder det lj. 19 stow- = stue-, hvor man skulle forvente den glider der svarer til langt u i rigsmål (dvs en udtale af typen styw-, stuw- som findes på Sjælland og Møn). - Der er her tale om en meget gammel dialektforskel; også på Lolland og i det fynske område udtales "stue" med ow (eller åw).

3)
Dialekten har nasalering af vokal der i skriften efterfølges af -nd og -ng (undertiden også -n), fx lj. 6 bejøjn:g = begynde, lj. 16 båwin:gs = boende(s), lj. 7: ha = han, lj. 14 ga: = gange, lj. 20 læ: = længe; et træk der også kendes fra Møn, er at nasalvokalen kan have en udtalevariant med -ng, som fx bejøjn:g.

Baggrunden for dette træk: Nasalering

4)
Dialekten har tre grammatiske køn, fx lj. 7 fåvalteri, lj. 12 ga:i (hankøn), lj. 3 jåwren, lj. 2 -fabrekken, lj. 9: klåkken (hunkøn), lj. 19 -høwse = huset (intetkøn). Bemærk at et nyere ord som "fabrikken" har hunkøn (som formelt falder sammen med rigsmålets fælleskøn).

Baggrunden for dette træk: Grammatisk køn

5)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 6 oet = otte, lj. 11 snak = snakke, lj. 18 soelt = solgte, (med udtale af -e), lj. 17 soelte = solgte

Baggrunden for dette træk: Apokope

6)
Verbernes svage bøjning ("ede-bøjning" dvs typen hoppede - hoppet) udviser i sydømålene ret stor variation både områdevis og individuelt (teksten har kun eksempler på participium). - Ofte repræsenterer præteritum og participium (snakkede, snakket) et almindeligt tostavelsesord, dvs udtales på samme måde som infinitiv snakke, og ofte med svind (apokope) af -e, fx lj. 11 snak = snakke, lj. 7 snak = snakket, lj. 14 fåpagt = forpagtet, lj. 15 la:w = lavet, lj. 14: uwløw: = udløbet; formerne (hyppigst participium) kan dog også ende på -e, lj. 13 øwløwe = udløbet. Denne endelse kan have en særlig e-agtig udtale, fx lj. 3: tåse = tosset; samme udtale kan forekomme i bestemt form intetkøn, lj. 18: -ywvalge = -udvalget, lj. 19: -høwse = huset; denne udtale kan være et levn af det "bløde d", der forekommer på Sydfalster, jf næste pkt.

7)
Dialekten har svind af konsonant, hvor skriften har d (og rigsmål "blødt d", fx lj. 1 øw = ud (w er en del af den glidende vokal), lj. 14 ty:le = tydelig. Dette bortfald kan ikke være særlig gammelt, da "blødt d" er bevaret på Sydfalster, som altså i denne henseende er et "reliktområde".

Baggrunden for dette træk: Klusiler

8)
Nægtelsen er af typen inte/inne (ænte/ænne), varierende med "ikke", fx lj. 3 vin: = vi inne; jf kort 19.

9)
Dialekten har j svarende til rigsmålets g foran fortungevokaler (i, e, æ, y, ø) lj. 17 jek = gik (lj. 12 gek er en yngre udtale).

Baggrunden for dette træk: J-udtale

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?