Dialekttræk fra Nees

Danmark har 3 overordnede dialektområder:

  • Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
  • Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
  • Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.10 læ:s = læse, lj.18 jænn = ene, lj.1 hø:st = høste(de). Det er et fællesjysk træk, jf. kort 5. Bortfaldet har i almindelighed givet erstatningsforlængelse på en forudgående stemt konsonant (jænn). Men i andre ordtyper er det en forudgående vokal, der er blevet forlænget (hø:st), jf. pkt. 11 ndf. - eller apokopen har sat sig spor som stød.

2)
Ordet "jeg" hedder (i lj.5) a. Dette er den almindelige udtale i Nørrejylland, jf. kort 20.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

  • Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen B på kort 1). I Nørrejylland tales enten
  • Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
  • Østjysk (øst for linjen C).

Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

3)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj.7 hwis = hvis - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11. Forholdet gælder også, hvor -j er fremkommet ved forkortelse af en diftong: lj.1 hjølli = (hø)le (af hø(j)'e = hø).

4)
Svarende til rigsmålets v- bruges i dialekten w- foran bag tungevokal (dvs. u,o,å,a) og i forbindelse med konsonant (tw- osv.), ellers v-: lj.1 wa = var, lj.15 twellenger = tvillinger, men v- foran fortungevokal: lj.18 væ:nj = vendte. Denne fordeling er karakteristisk for den sydlige del af Nørrejylland, jf. kort 11.

5)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.6 stro' = strå, lj.3 i rå: = i rade - hvorimod sønderjysk har å:, a: ligesom rigsmålet, jf. kort 8. Lj.5 fa:r = far og lj.12 la: = lagde (i stedet for få'r, lå:) skyldes rigsmålspåvirkning (jf. lj.17 lå ukke = lagde ud)

Nærmere bestemt er sproget vestjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

6)
Der anvendes foranstillet kendeord (som på tysk og engelsk): lj.2 æ row = rugen, lj.7 æ næjjl = neglene. Dette træk har vestjysk fælles med sønderjysk, jf. kort 2.

7)
Der bruges kun ét grammatisk køn (som på engelsk): lj.6 en stro' = et strå. Utællelige stofnavne går dog for sig: lj.3-4 æ hawwer de = havren det. Dette enkle system finder man kun i Vestjylland, jf. kort 2.

8)
Der optræder såkaldt vestjysk stød i ord på -p, -t, -k, når de svarer til tostavelsesord på rigsmål: lj.21 knep'per = knipper - eller når de er førsteled i en sammensætning: lj.2 al'ti = altid. Som navnet siger, kendes fænomenet i hele Vestjylland, men derudover i dele af Himmerland, i det vestlige Sønderjylland, i Sydøstjylland, ja endda på Nordvestfyn, jf. kort 4.
Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Vestjylland:

9)
Der anvendes stort set stød, hvor rigsmålet har det. Dog er stød på i:, y; og u: erstattet af ik, yk, uk (el. lign.): lj.7 ukke = ud. Denne udvikling (med såkaldt klusilspring) er fortrinsvis vestjysk, men kendes dog også i andre randområder af Jylland, jf. kort 9. Som noget helt specielt forekommer der også klusilspring ved mere åbne vokaler, se pkt. 14.

10)
Der bruges -nj, -lj svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåde) -nd, -ld: lj.6 enj' = ind, lj.14 kåljt = kaldte. Begge dele genfindes i hovedparten af Jylland, jf. kort 15-16.

11)
Ord på -s, -sp, -st el. -sk, der svarer til tostavelsesord på rigsmål, har ved apokopen (jf. pkt. 1) fået erstatningsforlængelse af den foregående vokal: lj.1 hø:st = høste(de). Dette træk er specielt for nordvestjysk og nabodialekterne syd for Limfjorden.

12)
Der anvendes -r svarende til rigsmålets -rn: lj.20 kokwer = korn. Denne reduktion er karakteristisk for Nordvestjylland (og Møn!), medens -rn ellers bevares eller reduceres til -n, jf. kort 17.

13)
Der anvendes diftonger ej, øj, ow svarende til rigsmålets lange vokaler e:, ø:, o: Her i prøven høres det kun i sidstnævnte tilfælde: lj.8 gow'we = god, lj.20 stowwer = store. Ved e: og ø: synes den talende ikke at bruge -j hhv. -w: lj. 4 me:r (istf. mejjer) = mere, lj.6 kø:r (istf. køjjer) = køre - måske fordi denne type af diftongering opgives i yngre dialekt. Men stadig står udtalen i skarp modsætning til det alm. nørrejysk ie, ye, ue og er karakteristisk for egnen mellem Lemvig og Ringkøbing fjord, jf. kort 7.

14)
Der anvendes klusilspring også ved de halvsnævre vokaler - så e:, ø:, o: + stød erstattes af ekj, økj, okw (el. lign.): lj.20 kokwer = korn. Dette omfang af klusilspring er enestående for egnen mellem Lemvig og Ringkøbing fjord, jf. kort 9.

15)
Ordet "ikke" hedder æ't (se lj.14), men kan åbenbart også udtales æ' (se lj.8), en sideform der ellers ikke er typisk midtvestjysk, jf. kort 19.

16)
Af dialektgloser har teksten følgende: lj.2 mo' = moden, et ord som hører hjemme i det nordlige Vestjylland; lj.11 håww = huske, som hører hjemme nord for en linje Holstebro- Århus (men Nees ligger omtrent på grænsen, så det er ikke sært, at også den midtjyske form håwwsk optræder i prøven, se lj.5). - Det kan virke sært, at stedordet "dem" har langt m: lj.14 dæmm; men det er faktisk normalt i jysk, at ordet (når det bruges trykstærkt) opfører sig som et gammelt tostavelsesord, muligvis fordi det går tilbage til et ældre "dennem" (en analogdannelse til "hannem" = ham).

17)
Af særlige bøjninger kan nævnes følgende: Verber, der i grundformen ender på -t, mangler endelse i datid: lj.1 hø:st = høstede, lj.19 røst = rystede; det gør nogle udsagnsord på -nj også: lj.18 væ:nj = vendte. - Følgende navneord har flertalsendelse, der ville svare til et -e på rigsmål: lj.9 -ne:g = -neg, lj.21 bröjj = brådder.

Hvad er der  skrevet PÅ  dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?