Dialekttræk fra Skæve

Danmark har 3 overordnede dialektområder:

  • Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1,
  • Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
  • Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Der er bortfald af tryksvagt slut-e (såkaldt apokope): lj.4 pak = pakke, lj.6 uww = ude, lj.12 sæ:k = sække. Dette er et fællestræk for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5. Det har i flere ordtyper medført forlængelse af en forudgående konsonant eller vokal (uww, sæ:k), jf. pkt. 13 ndf. Slut-e'erne i lj.2 omræjsende = omrejsende, lj.10 sængene = sengene skyldes rigsmålspåvirkning.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

  • Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen C på kort 1). I Nørrejylland tales enten
  • Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1, eller der tales
  • Østjysk (øst for linjen C).

Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

2)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj. 13 hwa = hvad - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11.

3)
Der anvendes w- svarende til rigsmålets v-: lj.9 war = var, lj.8 wijjer = videre - hvorimod sønderjysk altid har v- ligesom rigsmålet. Det faktum, at der bruges w- også foran fortungelyd (wijjer), viser at prøven endda er fra det nordlige Nørrejylland. Jf. kort 11.

4)
Der anvendes i alm. å: svarende til rigsmålets lange a: lj.9 glå' = glad - hvorimod sønderjysk har a: ligesom rigsmå-let, jf. kort 8. Lj.9 ha: er en undtagelse. Også mht. rigsmålets lange e, ø, o afviger sproget her fra sønderjysk, men på en særlig måde, jf. pkt. 11 nedenfor.

Nærmere bestemt er sproget østjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

5)
Der anvendes efterhængt kendeord (som på rigsdansk, i ømålene og i det øvrige Østjylland): lj.11 kow'hust = kohuset, lj. 10 sængene = sengene. Jf. kort 2.

6)
Der anvendes mere end ét grammatisk køn, som det kendes fra vestjysk. Faktisk har dialekten hele 3 køn: lj.3 æn skjæl'leng = en skilling (hunkøn), lj.3 æ be brø'e = et bid brød (intetkøn), lj.4 i pak gu' ma = en pakke god mad (hankøn). Forholdet er velkendt i ømålene, men sjældent i jysk, hvor man ellers kun finder 3 køn på Djursland mv., jf. kort 2.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Østjylland:

7)
Der anvendes stød stort set som på rigsmål. Nogle ord har dog forkortelse af slutvokal og dermed bortfald af stød: lj.8 da = dag - og det hedder fx tilsvarende by (ikke by'). Dette fænomen kendes fra Vendsyssel og et stykke ned langs Kattegatkysten.

8)
Der anvendes j- svarende til rigsmålets g- foran fortunge-vokal (i, e, æ, y, ø, ö): lj.4 jij = givet, lj.2 ja:n = gerne (hvor a er udviklet af ældre æ); foran andre vokaler beholdes g-: lj.6 go' = gå. Teksten mangler eksempler på den tilsvarende udvikling af k til tj: tjerrk = kirke. Udover Vendsyssel forekomme sådanne udviklinger i bornholmsk og på de sydlige øer, jf. kort 10.

9)
Der anvendes -j svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåde) -nd (undertiden blot skrevet -n): lj.10 ej' = ind, lj.8 dæj' = den. Mellem to e'er er j'et blevet helt væk og de to e'er smeltet sammen til et langt e: lj.14 e:n = inden. Denne svækkelse af -nd er velkendt i ømålene; i Jylland forekommer den (bortset fra Vendsyssel) kun syd for Århus og på Sydsamsø, jf. kort 15.

10)
Der er udpræget glidning af de lange i-, y- og u-lyd (> ij, yj, uw): lj.6 uww = ude, lj.14 spijjs = spise. Denne udvikling er yderpunktet af en almindelig tendens i nørrejysk, jf. kort 6.

11)
Den vendsysselske udvikling i pkt. 10 har skabt "plads" for, at rigsmålets lange e, ø, o her udtales som rent i:, y:, u: lj.7 si'nt = sent (og tilsvarende fx su'l = sol). Jf. kort 7. Undtagelser er ord som: lj.4 brø'e = brød, lj.11 kow' = ko (ikke ku').

12)
Der er bortfald af blødt -d: lj.3 be = bid, lj.4 ma = mad, lj.9 glå' = glad. Forholdet kendes ellers bedst fra Fyn og de sydlige øer, men optræder også hist og her i jysk, jf. kort 14. - Dog er et nyt blødt -d- opstået, hvor to ord smelter sammen (i såkaldt enklise), og det sidste begynder med d-: lj.11 wad-dær = var der.

13)
Mange ord, som er blevet udsat for apokope (jf. pkt. 1), har i Vendsyssel forlænget vokal - hvor de fleste andre jyske dialekter har forlænget konsonant eller slet ingen forlængelse: lj.1 te:g = tigge, lj.8 kå:m = komme, lj.12 sæ:k = sække (overfor alm. jysk tegg, komm, sæk). Lignende forlængelsestendenser forekommer midt i Sønderjylland og i Nordvestjylland, men rammer færre ordtyper der; jf. kort 5.

14)
Til rigsmålets -et (i tillægsord, tillægsformer etc.) svarer -e: lj.12 pakke = pakket, lj.13 fånyw'we = fornøjet (også brugt i flertal uden endelse: fornøjede). Dette bortfald af konsonant kendes spredt i Jylland, jf. kort 18.

15)
Ordet "ikke" udtales (se fx lj.9) entj (i yngre dialekt blot: enj). Denne udtale finder man kun i Vendsyssel, jf. kort 19.

16)
Der ses et par eksempler på den velkendte jyske tilkomst af stød i enkliseforbindelser (jf. pkt. 12): lj.8 di-j'jo = de jo, lj.13 hwa-w'wi = hvad vi.

17)
Intetkønsord forbliver tit enstavelses i bestemt form: lj.11 -hust = - huset.

18)
Dialektale gloser er: lj.5 at hyt = hytte (dvs. kaste, smide), lj.11 et kow'hus = kohus (dvs. kostald). "Hytte" bruges stort set kun i Vendsyssel (ved siden af hviste); andre ste-der i Jylland hedder det: kytte, hviste, kiste etc.). "Kohus" kendes fra Vendsyssel og ned til Djursland (ved siden af den ældre betegnelse nøds); andre steder i Jylland kaldes kostalden: kjørres, fæstald, kræhus, kræstald og (næsten forældet) øddel.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?