Dialekttræk fra Tåsinge

1)
Dialekten har diftonger/glidere hvor rigsmål normalt har lang vokal, fx (diftonger) lj. 11 iene = ene, lj. 10 miest = mest, lj. 6 fuer = får, (glidere) lj. 1 mo:wr = mor, lj. 2 ofl. hews = hus, lj. 5 e:w = ude. - Ordet "hjemme" udtales med diftong, fx lj. 7 hieme - dette svarer ikke til rigsmålsudtalen, som har j- og kort æ, men til gammeldansk hemæ (med langt e). - Den glider der svarer til langt u i rigsmål udtales ew; denne udtale er karakteristisk for dialekten på Tåsinge (og forekommer i visse ord også i ærøsk).

Baggrunden for dette træk: Diftonger

2)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 2 sæl: = sælge lj. 7 ien: = ene, lj. 9 lel = lille, lj. 19 sæt = sætte, (med udtale af -e) lj. 9 iene hieme = ene hjemme, lj. 8 dör:ne = dørene.

Baggrunden for dette træk: Apokope

3)
Dialekten er stødløs og har heller ikke den særlige accent på enstavelsesord som er nævnt under teksterne fra Øst- og Vestfyn. Derimod har dialekterne på Tåsinge, Ærø og de sydfynske øer en modsætning mellem to tonale accenter, kaldet accent 1 og accent 2; disse tonale accenter giver dialekterne et vist syngende præg. Fordelingen af de to accenter er ikke helt den samme som den man finder i østslesvisk og er bl.a. afhængig af den oprindelige vokallængde. Ved accent 1 er tonegangen udpræget faldende, mens den ved accent 2 er svagt stigende; man kan måske få et indtryk af de to forskellige ordtoner, hvis man sammenholder udtalen af nogle ord. Følgende ord har accent 1: lj. 9 ba:, lj. 9 hieme, lj. 16 fi:l, mens følgende ord har accent 2: lj. 8 dör:ne, lj. 18 ni:e. Jf kort 3.

4)
Dialekten har nasalering af vokal der i skriften efterfølges af -nd og -ng (og i ord som "han" og "den") fx lj 5 he: = hende, lj. 11 daj, maj, aj = den, mand, ind, lj. 3 og 7 aj = én (hankøn), lj. 17 ofl. ha = han, lj 7 gaw = gang, lj. 9 ba: = bange. I tryksvag stilling udtales nasalvokal ofte som i eller j, lj. 4 og 6 je:sje = Gesinge. Læg mærke til at et ord som lj. 9 van = van(t) ikke hører til den type der udvikler nasalvokal; det samme gælder lj. 3 hun (jf teksten fra Falster og teksten fra Marstal).

Baggrunden for dette træk: Nasalering

5)
Dialekten har tre grammatiske køn, lj. 6 aj awten = én aften, lj. 9 en lel bit = en lille bitte (begge hunkøn), lj. 4 hewset = huset, lj. 16 de saw = det (!) sav (begge intetkøn). - Når det lj. 3 hedder: hær har jo .. vå:ren aj, viser udtalen aj (med nasalvokal) at der er tale om en mand (aj er grammatisk hankøn).

Baggrunden for dette træk: Grammatisk køn

6)
Nægtelsen er af typen itte (varierende med ikke), fx lj. 5 et he: = itte hende, lj. 21: jæ vie såt = jeg ved så itte; jf kort 19.

7)
Som i det øvrige fynske område, mangler "blødt d" i tåsingsk, fx lj. 2 la:er = lader (her svarende til gammeldansk t); et lignende svind rammer undertiden det j der normalt svarer til skriftens g i ord som "lige" og "sige" (uanset om det går tilbage til gammeldansk k som i "lige" eller gammeldansk g som i "sige"): lj. 7 le: = lige, lj. 20 se:r = siger. Dette "j-svind" forekommer i forskelligt omfang på de øvrige sydfynske øer, på Syd- og Vestfyn, samt på Sydøerne; derimod er det sjældent på Østfyn (jf teksten fra Østfyn: pe:j = pige, hvor det fx på tåsingsk hedder pe:). - Det forekommer efter fortungevokaler (i, e, y, ø) og kun umiddelbart foran -e, derimod ikke foran konsonant (andetsteds i optagelsen sige le: = lege, men datid: læjte = "legte", dvs legede).

Baggrunden for dette træk: J-udtale

8)
lj. 1 hö:r = hørt (egl "hør") repræsenterer en undertype af den svage bøjning kaldet "de-bøjning" (jf "hørte" i teksten fra Bornholm); samme bøjning foreligger ved lj. 20: væ: = vendte (egl. "vende"). - Verbernes svage bøjning ("ede-bøjning" dvs typen hoppede - hoppet) er i øvrigt som beskrevet i teksterne 12, 13 og 15 fra Fyn og Ærø. - lj. 13 grien = grinede (egentlig "gren" med stærk bøjning).

9)
Ligesom sydømålene har dialekten på Tåsinge j foran fortungevokaler (i, e, æ, y, ø), hvor rigsmål har g, lj. 1 jik = gik, lj. 3 jiwts = giftes, lj. 4 je:sje = Gesinge.

Baggrunden for dette træk: J-udtale

10)
Dialektale ord og udtryk: lj. 8 tæ:r = tager; denne udtale med æ er meget gammel og er kun bevaret vest for Storebælt, nemlig på de sydfynske øer, stedvis på Sydfyn og i det sydlige Jylland. - lj. 3 "ellers" udtales e:s eller i:es; dette ord har mange forskellige udtaleformer i dialekterne, jf teksten fra Nordvestsjælland. - lj. 7-8 "så er der nogen og tager i døren": denne brug af "og" er almindelig i dialekterne; med hensyn til udladelse af "og", jf teksten fra Sydsjælland. - lj. 12 klawsma:i = bestemt form af Klausmann, som er mandens efternavn; i dialekterne kan man føje den bestemte artikel til et navn (efternavn eller fornavn) og dermed give udtryk for fortrolighed og anerkendelse eller for en vis afstandtagen.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?