Skifter

Af de mange lokalhistoriske dokumenter, der optrykkes i de amtshistoriske årbøger, findes et betydeligt antal skifter (boopgørelser i forbindelse med dødsfald og arv). Gennem dem har historikere mulighed for at vurdere lokalbefolkningens økonomiske kår i ældre tid, modestrømninger i klædedragt og indbo, etc.

Dialektforskerens interesse ligger i de mange lokale navne for klæder, møbler, redskaber etc., som skriverne har benyttet - i mangel på egnede rigsmålsgloser. Nedenfor vises en side af Aarhus Stifts Aarbøger 1916 med dele af to 1700-tals skifter fra Linå (ved Silkeborg). De små "vinkler" under linjerne viser, hvilke gloser vi har udskrevet til Jysk Ordbogs seddelkartotek.

De fleste dialektgloser ses forklaret af udgiveren i en efterfølgende parentes. Men over for ordet "Perremie" (nederst på siden) har han måttet give op! Det er en dialektal udtale af fremmedordet "pyramide" og bruges her om en (trekantet) amagerhylde (til porcelæn el. pyntegenstande). Ordet må stamme fra dannede kredse (i købstæderne, på herregårdene eller i præstegårdene) og herfra være sivet ind i dialekten i forvansket form.