Dialekttræk fra Varnæs

Danmark har 3 overordnede dialektområder:

  • Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
  • Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
  • Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.11 2fry:s = fryse, lj.7 2si:st = sidste, lj.4 2møll = mølle. Det er et fælles jysk træk, jf. kort 5. Bortfaldet har ofte givet erstatningsforlængelse på en forudgående konsonant eller vokal (2si:st, 2møll), men kan i øvrigt også let konstateres via den såkaldt tonale accent, jf. pkt. 7 nedenfor.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

  • Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen B på kort 1). I Nørrejylland tales enten
  • Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
  • Østjysk (øst for linjen C).
    Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er sønderjysk. Det ses straks af følgende træk:

2)
Ligesom i rigsmålet er h "stumt" foran -v og -j: lj.3 væt = hver(t). Og ligesom i rigsmålet har dialekten kun v- forrest i ord, ikke w-: lj.2 2væjje = vejet, lj.18 varm, lj.l5 2tvo:n = tjørn. Begge disse træk forener Sønderjylland med ømålene, jf. kort 11.

3)
Der anvendes langvokaler e:, ø:, o:, å:, a:, som ligger tæt på rigsmålets (omend de tre første diftongeres noget i retning af ej, øj, ow): lj.13 2me:st = meste, lj.15 2tvo:n = tjørn, lj.5 2ba:ches = bages. Også på dette punkt er dialekten (stort set) i overensstemmelse med ødialekterne, jf. kort 7-8.

4)
Ordet "jeg" hedder (i lj.1) æ. Det er den almindelige udtale i Sønderjylland - modsat alm. nørrejysk a og ømålsformer med j-, jf. kort 20.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Sønderjylland:

5)
Dialekten har to grammatiske køn (fælleskøn og intetkøn, ligesom på rigsmål): lj.2 æn bæjt = en bægt, lj.3 væt gang = hver gang (ordet "gang" er nemlig intetkøn i sønderjysk). Dette træk hører hjemme i det østlige og sydlige Sønderjylland, men genfindes også i det meste østjysk, jf. kort 2.

6)
Men der er foranstillet kendeord: lj.5 e daw = dagen. På dette punkt går Sønderjylland med Vestjylland, jf. kort 2. - Kendeordets udtale e (istf. æ) er speciel for Sundeved og Als.

7)
Dialekten har ikke stød: lj.3 gang, lj.18 varm. Hvor rigsmålet har stød på (lang) vokal, har dialekten blot lang vokal: lj.l7 -tre: = -træ, lj.16 ju:l = jul. Til gengæld har dialekten tonale accenter (som det også kendes fra norsk og svensk). I gamle enstavelsesord (som de ovenfor omtalte) høres en jævnt opadgående accent 1, som er ubetegnet her i prøven. I gamle tostavelsesord (også de sidenhen apokoperede, jf. pkt. 1) høres derimod en sammensat accent 2, der her i teksten betegnes 2: lj.l3 2me:st = meste, lj.4 2møll = mølle. Fænomenet genfindes i hovedparten af Sønderjylland (nord og syd for rigsgrænsen) og på øerne syd for Fyn, jf. kort 3. Det er utvivlsomt rester af en gammel fællesnordisk accentuering.

8)
Der anvendes -ch svarende til rigsmålets -g: lj.1 2ba:chen = bagen, lj.10 2særrlich = særlig. Når dette (som her i prøven) også gælder inde i ord, er der tydeligt tale om en sydlig sønderjysk dialekt, jf. kort 13. - På tilsvarende måde har dialekten -f svarende til rigsmålets - b (jf. kort 12), men teksten giver ingen eksempler på det.

9)
Der bruges -nj, -lj bl.a. svarende til rigsmålets (stavemåde) -nd, -ld: lj.12 2anj: = anden, lj.8 2kjoljer = kælder. Trækket er fælles for hovedparten af Jylland, jf. kort 15-16.

10)
Der kan være fuldstændigt bortfald af -r efter kort vokal (uden at -r'et sætter sig spor af en vokallyd eller ændrer vokalen foran): lj.5 fö = før. Fænomenet er typisk østsønderjysk, jf. kort 17.

11)
Der er tendens til overgang fra aw til åw: lj.l3 om 2åwtner = om aftenen. Trækket er typisk for det vestlige Sønderjylland, men kendes i mindre omfang også her fra den østlige del.

12)
Der anvendes tryksvag endelse -e svarende til rigsmålets -et: lj.9 2pakke = pakket. Dette i modsætning til de fleste andre jyske dialekter, jf. kort 18.

13)
Af dialektgloser forekommer der følgende i prøven: lj.16 vonæ = (hvor)når; ordet bruges i hele Sønderjylland. - Også lj.7 2sy:reng (= surdej) og det tilsvarende udsagnsord lj.9 2sy:r (= tilsætte surdej) kendes fra hele landsdelen, og det samme gælder udtalen 2fajjm- = favne- (i lj.15).

14)
Af særegne bøjningsformer viser prøven disse, fælles for hele Sønderjylland: Endelsen -t i tillægsform trækkes ofte sammen med et -n(j), -l(j) el. -r i ordets stamme, så endelsen helt eller næsten forsvinder: lj.4 må:lj = malet (men i formen svarende til, at rigsmålet havde haft: malt), lj.7 opbeva:r = opbevaret. - Tidsudtryk som "om morgenen" har i Sønderjylland ikke navneordet i bestemt form: lj.14 om 2mårner = om morgenen, lj.13 om 2åwtner = om aftenen (begge udtryk vistnok med gamle kasusformer: aftne, morgne).

15)
Sønderjysk foretrækker ofte sammensat tillægsform, hvor rigsmålet har en ordforbindelse: lj.9 inj 2pakke = pakket ind, lj.13 ilå:j = lagt i.

16)
Lette biordsled kan på sønderjysk anbringes efter hovedudsagnsordet: lj.11 de mot it 2fry:s jo! lj.10-11 de blöw ... fo2færrdele gåt 2tedække da.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?