Peter Kristen Raun Petersen, født 1882 i Voldby syd for Hammel, fortæller om høsten i gamle dage. Optagelsen er fra 1968 og kan høres her. Den er endvidere trykt i Ord & Sag 30, s. 61-68.
Peter Kristen Raun Petersen var meddeler til Jysk Ordbog og besvarede i perioden 1949 til 1977 mere end 80 spørgelister – suppleret med en række optegnelser af ord og et par skildringer som denne. I anledning af hans 100 års fødselsdag bragte Aarhus Stiftstidende den 3. oktober 1982 en omtale af ham. Han skildres her som en livskunstner, der drømte om at blive journalist, men som dog holdt fast ved landbruget og levede hele sit liv i Voldby. Ifølge omtalen skrev han også digte, som blev sendt til lokalredaktioner, ligesom ”han i dagens spalter tog del i det politiske rundt om i verden, på Christiansborg, i Hammel”.