Hvad er et drallerhoved?
Tingene var en mangelvare i det gamle bondesamfund, så den der omgikkes skødesløst med dem fik ikke de pæneste vendinger med på vejen. Læs med i På godt jysk.
Tingene var en mangelvare i det gamle bondesamfund, så den der omgikkes skødesløst med dem fik ikke de pæneste vendinger med på vejen. Din dratfinger, dit drattehoved, din dratterøv kunne det lyde, når nogen tabte ting ud af hænderne; og så dratfingret eller dratvorn du da er! Det har man også sagt i egnen mellem Århus og Randers, men langs Kalø Vig og ud på Djursland foretrak man klatfinger, klatfingret osv. Og i trekanten Århus-Silkeborg-Vejle hed det almindeligvis dit drallerhoved eller bare dit draller; og så dral- eller drallerfingret, så dralleret du altid er! Og alle disse ord var bare om at tabe ting. Når folk var uforsigtige på anden vis – for slet ikke at tale om, at de var langsomme, dovne, vrisne –, så havde man snesevis af andre egnsgloser at klæde sin forargelse i.
Oprindeligt udgivet i Ord og Sag 14 af redaktionen, revideret webudgave 2021.