Med 1800-tallets dominerende åndsretning, romantikken, vokser interessen for bondestandens overleverede begrebsverden og sprog. Sprogvidenskaben anser ikke længere bondens sprog for plat, men en kilde til sproghistorisk indsigt. Bondens viser, sagn og fortællinger er ikke længere underlødig underholdning, men folkeminder, der afspejler folkets begrebsverden og folkekarakteren.

Fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet udgives en række samlinger af folkeminder. Den ældste samling er Svend Grundtvig: Gamle danske Minder i Folkemunde (1854-61), den mest omfattende Evald Tang Kristensen: Danske Sagn (1892-1939).

I sidste halvdel af 1800-tallet mærkes en klar forskydning i optegnerinteressen hen imod folkelivet, som det kommer til udtryk i arbejde og fest. Optegnelserne bygger på egne oplevelser eller lokale beretninger og er ofte skrevet på egnens dialekt. Denne type kilder er selvsagt værdifulde for Jysk Ordbog: ikke alene bringes her et stort dialektalt ordforråd, men ordene bruges også i klart beskrevne sammenhænge.

En fremragende repræsentant for disse folkelivsskildringer er C.M.C. Kvolsgaard: Fiskerliv i Vesterhanherred (1886, skrevet på dialekt og i lydskrift). Andre værker som Evald Tang Kristensens: Gamle Folks Fortællinger om det jyske Almueliv (1891-1905) består af optegnelser fra mange egne, ofte samlet i kapitler med fælles emne, fx høstskikke.

I løbet af 1900-tallet er der fremkommet mange beskrivelser af enkeltemner inden for bondekulturen, ofte byggende på ældre utrykte optegnelser (fx i Dansk Folkemindesamlings og Nationalmuseets etnologiske undersøgelsers arkiver). Sådanne beskrivelser kan være fremkommet i tidsskrifter, eller der kan være tale om selvstændige værker, fx H.P. Hansen: Bondens brød (1959).

I sådanne emnebestemte kilder sættes dialektens betegnelser ind i en bredere kulturel sammenhæng. Så selv om Jysk Ordbog ofte har udskrevet de underliggende kilder direkte fra arkiver, bidrager den trykte kilde med nyttige realiaoplysninger.