En sproginteresseret fra Ålborg har hørt ordet “molør” (= besvær, rod). Er det et gammelt jysk ord?

Jysk Ordbog kender ordet fra hele Jylland. Oftest udtales det med -o- (molør), især i Østjylland høres også -a- (malør), og i det midterste og sydlige Vestjylland sågar -u- (mulør). Trykket ligger overalt på sidste stavelse – og det siger straks noget om ordets oprindelse.

Det er nemlig ikke et gammelt nordisk ord, men indlånt fra fransk malheur (= uheld, ulykke), vist engang i 1700-tallet. Lånet gik via plattysk, hvor ordet allerede udviklede ovennævnte udtalevariation (mht. første stavelses vokal), men i øvrigt beholdt den franske betydning.

Denne oprindelige betydning genfinder vi også i sønderjysk, hvor det fx hedder: de vå godt han injt va komme te maløe å haj brænd æ finger ve’t (= det var godt, han ikke var kommet til skade og havde brændt fingrene ved det), citat fra Sprogforeningens Almanak 1968.

Men da ordet bredte sig videre op nord for Kongeåen, skiftede det samtidig betydning. Som en del andre opr. franske låneord (a'larm, aven'tas, kom'mers etc.), fik det en mere altfav- nende, jovial betydning af “larm, postyr, ballade, spektakel”. Sådan møder man ordet i de fleste litterære kilder. Jeppe Aakjær skriver fx (i bogen Po fir glowend Pæl) om nødvendigheden af aa maan æ Spøggels, der lawed aal den Mollør (= bortmane det spøgelse, der lavede al det postyr). Og Niels Hausgaard synger (på pladen Til Ane) om, at eej på hotælt er dar råeb å molør (= inde på hotellet er der råben og ballade).

Betydningsforskellen mellem Nørre- og Sønderjylland ses klart på vedføjede kort, der bygger på vore meddeleres besvarelser af spørgeliste AØ (udsendt fra 1968).

Oprindeligt udgivet i Ord og Sag 24 af redaktionen, revideret webudgave 2022.