Molske, var det noget man sagde på landet?
Læs mere i På godt jysk.
En henvendelse lyder sådan her: ”Vi kom til at tale om gamle ord og deres betydning. En af os kunne mindes at have hørt ordet molske eller moltske i sine bedsteforældres hjem i 1960’erne. Ordet skulle betyde: at smuldre, at nedbrydes eller lignende. Har selv prøvet at opspore ordet og dets betydning, men har ikke kunne finde ordbøger langt nok tilbage i tiden. Har måske været brugt på landet?”
Svar fra Viggo Sørensen:
Ordet molske har vi her på Jysk Ordbog mange indberetninger om, tæt fra Sydvestjylland (egnen fra Ringkøbing fjord og ned til Esbjerg-kanten), lidt mere spredt fra i Midtvestjylland (op til Agger) og i det sydøstlige Sønderjylland (lige inden for Sundeved).
Ordet bruges især om træ, der trøsker, rådner, muldner, opløses i småstykker (pga. fugt); men også om sten som smuldrer (fx i frost) el. rådne tænder; ja selv om stof, der skørner, ses ordet brugt. Det er beslægtet med mulden, muldet.
Samme ordrod genfindes også med andre afledningsendelser, men stort set samme betydning, fx mulstre (i det midtøstlige Sønderjylland og multne (i Sydøstjylland, fra Silkeborg og Samsø ned til Kolding).
Oprindeligt udgivet i Ord og Sag 42 af redaktionen, revideret webudgave 2023.