En læser skriver:

"I Esbjerg Folkeblad kunne man den 1. dec. 1897 læse følgende:

Jeg har ledt forgæves efter ordet Vejrgol i adskillige nye og ældre ordbøger og har spurgt en af landets vidende maritimhistorikere og såmænd også DMI. Nu vil jeg spørge jer på Jysk Ordbog, om I måske kender betegnelsen Vejrgol, og om I måske endda kan give en beskrivelse af fænomenet."

Svar:

Det er uden tvivl en vejrgalle, folk har set på himlen. Ordet galle (herude i Sydvestjylland udtalt gålj· og derfor gengivet -gol i den gamle notits) var bevaret i de ældre jyske dialekter i et stort vest- og sønderjysk område – dog sjældent som usammensat ord, oftest som sidsteled i sammensætningerne vejr- og regngalle (se kort 1, genoptrykt fra Ord & Sag 19). Ordet kan følges tilbage til oldislandsk galli, hvor det betyder ”fejl, mangel, skavank”; det betegner, at noget er forkert, galt, ”i vejen” – i det aktuelle tilfælde ved en regnbue: der ses kun en stump af den, farven er forkert el. lign.

Det kunne også være solen, der var noget galt med, nemlig at der viser sig én eller to bisole ved siden af den, og så hedder det (men nu i nord- og østligere jyske egne) en solgalle eller bare en galle ved solen (se kort 2, ligeledes genoptrykt).

Galle er naturligvis beslægtet med dansk gal (= forkert, skør), og begge dele hænger sammen med det ældre danske (fx holbergske) ord galen. Det rækker tilbage til oldislandsk galinn, som er en participiumform af gala (= gale; men her i sidebetydningen ”forhekse, i kraft af sangmagi”); en galle er altså fra gammel tid opfattet som noget forgjort – og derfor uhyggeligt.

Fortidens landbefolkning og især søfolk var i langt højere grad end nutidens mennesker afhængige af vejret. Så de har bestandig taget varsler om kommende vejr af ikke mindst himmelfænomener, og her er de forskellige galler er et godt eksempel: de har alle varslet ustadigt (blæsende og regnfuldt) vejr. Ligesom man fx sagde, at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk.

Om andre betegnelser for regnbuestumper og bisole, se Ord & Sag 19 (1999) s. 43 ff.

Oprindeligt udgivet i Ord og Sag 40 af redaktionen, revideret webudgave 2023.