Apokope betyder bortfald (af en endelse); en uformel skrivemåde som ikk´ angiver en udtale med apokope. - Det -e, som en mængde ord i dansk ender på, går bl.a. tilbage til -a, -i, -u; disse endelser er i tidens løb (bl.a. i rigsmål) blevet svækket til endelsen -e, der igen simpelthen kan bortfalde - “snuppes af”, som i udtalen ikk´.

De jyske dialekter har som hovedregel apokope; man siger at jysk har absolut apokope. - Bornholmsk har ikke apokope; den udlydende vokal udtales altid, og ikke kun som -e, men også som -a. Sproghistorisk er dette et gammelt træk, som også kendes fra fx. svensk.

I ømålene er situationen den ejendommelige, at endelsen -e er bevaret, men at den ofte udelades (som vi kender det fra rigsmål). Man siger at ømålene har “fakultativ (egl. valgfri) apokope”. Generelt er bortfald af -e det almindeligste, men der kan være betydelige lokale forskelle i sprogbrugen. Fx er apokopen fremtrædende de fleste steder på Sjælland, men der er næppe et eneste eksempel i teksterne fra Skovshoved og Dragør (hvad der ikke skyldes at indtalerne søger at tale “fint”). Variationen mellem de to udtalemuligheder er naturligvis ikke helt usystematisk. Fx. udtales -e relativt hyppigt i ord der står i slutningen af en sætning - dette er meget udtalt på Lolland-Falster og Møn - eller fx hvis et ord skal fremhæves. Det mest almindelige er også at -e udtales i ord der har mere end to stavelser, fx. køerne, væggene, nederste.