I ældre dansk havde navneordene tre køn: hankøn, hunkøn og intetkøn. De tre køn er bevaret i næsten alle ømålsdialekter samt i bornholmsk. En ejendommelig undtagelse er de i øvrigt gammeldags dialekter på Ærø og de små sydfyske øer: her er hankøn på et tidligt tidspunkt faldet sammen med hunkøn således at der er opstået et system med kun to køn - fælleskøn og intetkøn, som det der kendes fra øst- og sønderjysk (og fra rigsmål). Det samme er sket i sjællandsk, men på et langt senere tidspunkt - i teksten fra Sydsjælland er der faktisk et eksempel på hankøn (ordet vejen).
Forskellen mellem de grammatiske køn kommer især til udtryk i udtalen af den bestemte og den ubestemte artikel (og stedordet/talordet én). I fx en nat, natten (hunkøn) udtales artiklen med en almindelig n-lyd, mens artiklen i fx en dag, dagen udtales med nasalering eller undertiden blot som et (nasaleret) i, fx i daw, dawi. - Visse steder på Fyn kan forskellen mellem hankøn og hunkøn også komme til udtryk i udtalen af stedordet den; i teksten fra Østfyn har ordet nasalering i forbindelsen den gang (gang er hankøn), men udtales med almindeligt n i forbindelsen den made (made er hunkøn).
I bornholmsk udtales hankønsartiklen med en nj-lyd, mens hunkøn udtales med et almindeligt n, fx rakkarinj rakkeren overfor båran båren.

I teksten fra Vestfyn hedder det er par gange .. leen han (og uden for tekstprøven siges .. jorden hun). Her bruges altså de personlige stedord han og hun i forbindelse med grammatisk køn (le er hankøn, jord er hunkøn). Denne sprogbrug må dog i dag betragtes om meget gammeldags.

I teksten fra Kirkerup tales der om det her gode suppe. Egentlig skulle det hedde den her osv, idet ordet suppe er fælleskøn. Man kalder denne brug af intetkøn for “stofneutrum”. Ved at bruge neutrum (intetkøn) markerer man, at det der tales om, anskues som en masse eller et “stof”. Denne brug af neutrum er ikke ualmindelig i ømålene, men er i øvrigt mest kendt fra vestjysk (der ikke har grammatisk køn).