Den mest ejendommelige dialektgrænse er nok stødgrænsen, bl.a. fordi den går på tværs af landsdelene. Nord for grænsen har dialekterne stød, syd for er de stødløse - hvorfor er der ingen der rigtig ved.

I sjællandsk artikuleres stødet normalt ret kraftigt (et godt eksempel er teksten fra Kirkerup). Karakteristisk for sjællandsk er endvidere det såkaldte andetledsstød, som optræder i sammensætninger som fiskerko´ne, firkan´ter, blodpøl´se, gårdej´eren (stødet er her angivet med ´), mens ord som kone, kanter osv i øvrigt er stødløse.
Som noget specielt kan sjællandsk have stød på kort selvlyd i ord som fx sukker, stikker, loftet, der udtales su´kker, sti´kker, lo´ftet osv. Dette såkaldte “kortvokalstød” forekommer kun i visse dele af Sjælland. Karakteristisk for sjællandsk er også at visse hyppige småord (som oprindelig havde lang vokal) ofte udtales med stød, fx ordene vi, de, nu.

I fynsk (dvs vest- og østfynsk) udtales stødet ofte temmelig svagt og kan variere med ikke-stød. Karakteristisk for fynsk er at visse typer af enstavelsesord ikke udtales med stød, men i stedet med en kort, stejlt stigende tone (som dog undertiden kan variere med stød). Denne særlige accent findes også i de stødløse dialekter på Sydfyn. Et godt eksempel på accent-udtalen er ordene af og nu i slutningen af teksten fra Østfyn. Bemærk at ordet nu (i begyndelse af teksten) også har en udtalevariant med stød: nå´w.

På Ærø og øerne syd for Fyn (inklusive Sydlangeland) har dialekterne hverken stød eller fynsk accent. Derimod findes et system med forskellige tonale accenter (kaldet accent 1 og accent 2). I teksten fra Ærø kan man fx høre at de to ord i forbindelsen (den) nederste ende har hver sin tonegang, og i teksten fra Tåsinge har fx ordene ene og hjemme en anden tonegang end dørene. - Et beslægtet accentsystem kendes i den østlige del af Sønderjylland (herunder Als).