Danmark har 3 overordnede dialektområder:

• Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
• Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
• Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Der er bortfald af tryksvagt slut-e (såkaldt apokope): lj.7 pas = passe, lj.1 tjæ:n = tjene. Dette er et fællestræk for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5. Apokopen savnes dog i ordet "ikke", jf. pkt. 10 nedenfor.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

• Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen C på kort 1). I Nørrejylland tales enten
• Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
• Østjysk (øst for linjen C).

Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

2)
Dialekten har overalt w svarende til rigsmålets v: lj.1 wi = vi, lj.4 war = var. Dette træk har den til fælles med de øvrige djurslandsmål og dialekterne omkring Limfjorden, jf. kort 11.

3)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.10 go' = gå, lj.4 få'r = far - hvorimod sønderjysk har samme vokaler som rigsmålet, jf. kort 8. - Mht. rigsmålets lange e, ø, o er afvigelsen fra sønderjysk mindre klar; der siges lj.2 mow'r = mor, ikke som man kunne vente i nørrejysk mu'er, jf. kort 7; men der er på den anden side spor af den forventede udvikling af o: til ue, nemlig svagtryksudtalen lj.14 trefud = trefod. - Om en særlig udvikling af rundede fortungevokaler (y, æ, ö), jf. pkt. 7 nedenfor.

Nærmere bestemt er sproget østjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

5)
Dialekten har efterhængt artikel: lj.5 fø:en = føden. Det er et almindeligt østjysk træk, jf. kort 2.

6)
Der anvendes - ligesom i andet djurslandsk, vendsysselsk og ømålene - 3 grammatiske køn. Se fx hvordan "min" bøjes i hankøn, hunkøn og intetkøn: lj.3 mi få's = min fars (dog lj.3-4 min få'r), lj.2 min mow'r = min mor, lj.10 med benjtöw' = mit bindetøj. Jf. kort 2.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Østjylland:

7)
I dialekten er y(:) og ø(:) erstattet af de tilsvarende urundede lyde i(:), e(:) (ved såkaldt depalatalisering). Teksten har kun eksempler på ø > e: lj.1 be'n = børn, lj.8 dej' = død, lj.8 sester = søster. Adskillige modeksempler viser, at dette træk allerede var ved at uddø med generationen fra 1800-tallets slutning: lj.5 fø:en, lj.6 sy'ch. Fænomenet kendes kun fra Syddjursland, Anholt og Nordsamsø, jf. kort 6-7. Marius Kristensen har i Folkemål og sproghistorie (1933) s.184-193 sporet depalataliseringen y, ø > i, e tilbage til ca. 1300.

8)
Der bruges "blødt d" (som kendt fra rigsmålet): lj.1 nå:d = noget, lj.14 fy:red = fyret. Dog bliver det "bløde" d erstattet af j efter vokalen u: lj.10 ujjen = uden. Forholdet er typisk østjysk, jf. kort 14.

9)
Der anvendes - trods den geografiske beliggenhed - -nj, -lj svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåder) -nd, -ld: lj.10 benjtöw' = bindetøj, lj.11 hæljes = ellers. Dette træk er fælles for hele Jylland undtagen den nordøstlige del, jf. kort 15-16. Der ses dog tendenser til, at -nj kan erstattes af -j: lj.3 dæj'j = den, lj.4 haj = han.

10)
Ordet "ikke" hedder i dialekten ette (se lj.8). Formen udviser ikke den forventede jyske apokope (jf. pkt. 1) - måske fordi det er en østfra indlånt form. Om ligheden med ømålenes udtaler, se kort 19.

11)
Specielle dialektord indeholder teksten ikke. Men udtalen lj.12 him' = hjem finder man kun på Anholt, Syddjursland og Samsø. - Den regelmæssige gradbøjning af "gammel" (lj.6 gamler = ældre) kendes derimod fra ældre kilder videre omkring i Jylland.

Hvad er der  skrevet PÅ  dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?