Den måde man umiddelbart kan forholde sig til dialektprøverne på er vel, at man danner sig et eller andet personligt, subjektivt indtryk af hvordan de enkelte dialekter “lyder”.
Men man kan godt nærme sig dialekterne på en lidt mere systematisk måde, uden at det kræver de helt store forkundskaber.

Først og fremmest skal man gøre sig klart, at dialekterne ikke har eksisteret altid, men at de som alt andet har en historie bag sig.
Lidt forenklet kan man sig at man omkring år 1000 endnu stort set talte det samme sprog i hele landet. I de følgende århundreder skete der imidlertid en række omfattende forandringer med dette gamle fællessprog (som igen var et produkt af omfattende forandringer), og samtidig begyndte sprogene i de enkelte dele af landet at udvikle sig i forskellige retninger; denne differentiering fortsatte i de følgende århundreder - hvor længe ved man ikke præcis - og slutresultatet blev de dialekter vi kender i dag.

Hvis man sammenholder et bestemt træk i ældre dansk med det tilsvarende træk i sproget i forskellige egne af landet, vil man ofte se at dette træk lokalt fremtræder meget forskelligt. Hvis forskellen er tilstrækkelig markant og gennemgående, vil det pågældende træk - sammen med andre - normalt blive lagt til grund for en bestemt “inddeling” af dialekterne.
For eksempel er det den måde, hvorpå den tryksvage endelse (i et ord som kalde) har udviklet sig, der ligger til grund for den traditionelle overordnede inddeling af dialekterne i jysk, ømål og bornholmsk.
Mens dialekterne umiddelbart kan virke nok så forskelligartede, har de altså i kraft af deres fælles historiske udgangspunkt nogle strukturelle ligheder. Og disse ligheder er ofte interessante, når man først får øje på dem.
Som eksempel kan man tage ordene mad og gade; her udtales skriftens d (i rigsmål) som bekendt som et “blødt” d, dvs som en relativt åben medlyd.
I ældre dansk blev ordene mad, gade imidlertid skrevet mat, gatæ. Disse to ord har altså tidligere været udtalt med t (dvs som en lukkelyd eller “klusil”, ligesom fx i moderne svensk).
Den gamle klusil t er med andre ord i tidens løb blevet åbnet eller “svækket” - man kalder hele processen (som vel begyndte omkring år 1200) for “klusilsvækkelse”. Ser man nu på hvordan ord som mad, gade udtales i de forskellige dialekter, viser det sig at klusilsvækkelsen har ført til mange, tildels mærkelige resultater.

Længst mod øst, i bornholmsk er t blevet til d eller til blødt d. Blødt d har man endvidere i sjællandsk, på Vestmøn og i den sydligste del af Falster. Herefter dukker det bløde d igen op på Djursland, i Himmerland, i Thy og på Mors.
I jysk er det gamle t endvidere blevet svækket til j (Østjylland) eller til forskellige r-lyde. Den ultimative svækkelse, hvor det gamle t fuldstændig er forsvundet, finder vi i sydømålene, i det fynske område og i Vendsyssel; i disse områder udtales et ord som mad simpelthen ma. - Denne udtale har man ofte gjort sig lystig over, men den har altså en solid historisk baggrund.

Dialekterne repræsenterer med andre ord en mundtlig tradition, der har undergået forskellige, ofte stærkt lokale udviklinger af noget mere oprindeligt. Dette betyder igen at dialekterne kan betragtes som sprogformer der er karakteriseret ved at rumme en bestemt kombination af træk, udviklet af ældre dansk.