Ældre kilder aflæst af cand.phil., ph.d. Inger Schoonderbeek Hansen

På denne site kan du læse om baggrunden for min aflæsning af ældre kilder og om de forskellige principper, der ligger bag aflæsningen. Desuden kan du få lidt mere at vide om samt læse de enkelte retskilder ved at klikke på linksene nedenfor.

Baggrunden for aflæsningerne

Aflæsninger af retskilderne på denne site udgjorde (tildels) tekstgrundlaget for et ph.d.-projekt om udforskning af dansk sprog i 1600-tallet. Projektet blev finansieret ved et treårigt ph.d.-stipendium tildelt af Aarhus Universitet (1997 - 2000) og resultatet blev en afhandling med titlen "Rigssprogstendenser kontra dialektalt præg i udvalgte retstekster fra 1600-tallet". I undersøgelsen beskrev jeg ortografien i følgende håndskrevne retskilder (du kan klikke på et link for at se min aflæsning af pågældende tekst):

• Enkelte rettertingsdomme indført i Herredagsdombøger 1615, 1623 og 1641.
• Enkelte domme fra Skast herreds tingbog 1636, 1637 og 1684-88.
• Enkelte domme fra Sokkelund herreds tingbog 1634-36 og 1636-37, samt fra Københavns birks tingbog 1684-85 og 1687-88.

De udvalgte domme fra Herredagsdombøgerne 1615, 1623 og 1641 (klik på et link, og se en side af pågældende tekst i originalmanuskript!), dvs. domme afsagt ved kongens retterting, er udgivet ved Erik Reitzel Nielsen i Danske Domme 1375-1662. De private domssamlinger I-VIII . (1978-87). Disse aflæsninger var i forbindelse med mine ortografiske studier imidlertid problematiske, hvorfor jeg valgte selv at aflæse teksterne (støttet i Danske Domme samt udgavens fyldige noteapparat).
Skast herreds tingbog 1636 og 1637 er aflæst af Poul Rasmussen og udgivet af Landbohistorisk Selskab (1954 hhv. 1956). Sokkelund herreds tingbog 1634-36 og 1636-37 er aflæst af Karen Marie Olsen og er ligeledes udgivet af Landbohistorisk Selskab (1969 hhv. 1974, 1976). Begge hører til serien Ældre danske tingbøger . Aflæsningsprincipper for disse tekster kan du finde forrest i Skast herreds tingbog 1636 og Sokkelund herreds tingbog 1621-22, 1625-28.
Skast herreds tingbog 1684-1688 og Københavns birks tingbog 1684-85 og 1687-88 var ved projektets start endnu ikke udgivet. Teksterne er aflæst bogstavret og endvidere efter nogenlunde samme principper som gælder for teksterne i serien Ældre danske tingbøger .

Aflæsningsprincipper for retskilderne

Hovedprincippet bag aflæsningen er, at teksterne gengives bogstavret. Denne hovedregel er for det meste let af følge, men i nogle tilfælde kan den være svær at overholde. Dette gælder nedenstående tilfælde.

1. Et velkendt fænomen i 1600-tallets ikke-trykte originalmanuskripter er, at store og små bogstaver bruges forholdsvis inkonsekvent af de fleste skrivere. I modsætning til praksis i nudansk kan store bogstaver optræde midt i et ord, i starten af hver ny linje (selvom der ikke er tale om en ny sætning efter punktum), i forskellige ordklasser, fx inkonsekvent i substantiver, nogle gange i adjektiver ved mulig fremhævelse af ordet mv. Desuden er det i mange tilfælde svært at skelne mellem store og små bogstaver, idet bogstavtyper, der normalt anvendes som lille bogstav, kan skrives stort, og omvendt. Derfor er i mine aflæsninger store og små bogstaver gengivet efter nudanske retskrivningsregler, dvs. stort bogstav i starten af hver ny sætning (efter punktum), ved personnavne, stednavne og tilnavne.
   Problemet gælder især for bogstaverne I og J, som skriverne i mange tilfælde ikke gør forskel på. I mine aflæsninger er afgørelsen baseret på et skøn: hvis sløjfen går ned under 'linjen', læses J, men hvis den ikke gør, læses I.
2. Tegnsætningen i håndskrevne kilder fra 1600-tallet kan også være problematisk. Pausetegnene er svære at adskille fra hinanden og desuden kan 'tegn' i nogle tilfælde skyldes uagtsomhed af skriveren i form af blækklatter eller ujævnheder i papiret. Derfor er manuskripternes tegnsætning erstattet af tegn i overensstemmelse med nudansk tegnsætning. Således bliver også det ofte meget tydelige tegn for parentes :/ \: gengivet med nudansk ( ).
3. I mange tilfælde er det svært at afgøre, om ord er sammen- eller særskrevet. I tvivlstilfælde følges i stor udstrækning nudansk. I aflæsningerne markeres imidlertid de tilfælde, hvor et ord oprindeligt synes at være sammenskrevet (der tilføjes + direkte efter ordet), eller oprindeligt synes at være særskrevet (der tilføjes * direkte efter ordet).
4. Ord der er skrevet med latinske bogstaver (inklusive prentede overskrifter), gengives normalt med kursiv i transskriptionerne. Det gælder også dele af ord, fx bøjningsformer eller første eller andet led af sammensætninger.
5. Forkortelser, der består af bogstav(er) + interpunktionstegn, opløses normalt ikke, fx forne, welb., G., ibid. Dette er valgt, da man, selv om forkortelsens betydning i sig selv er tydelig, ikke umiddelbart kan vide, hvordan ordet skrives fuldt ud, dvs. om forne modsvarer fornævnte, forneffntte, fornefnte, forneunte, forneuntte etc. I udgaverne udgivet af Landbohistorisk Selskab opløses nogle af forkortelserne (fx -er-krøller, -et/-ed endelser mv.); den 'opløste' del af forkortelsen gengives ikke, som vanligt, kursiveret.
6. Skriverens egne rettelser af simple fejl gengives ikke i transskriptionen; gentagelser gengives mellem firkantede parenteser, ligesom tilføjelser i margen.
7. Selvom arabertal vinder terræn i 1600-tallets håndskrift (især i manuskripterne fra 1680'erne skrives fx alle årstal og datoer med arabiske tal), optræder der alligevel en del romertal i manuskriptet, navnlig i opsummeringer fra gældsboer mv., fx i, j, j, x, v ; disse tal gengives i aflæsningerne med arabertal.
8. Til sidst gælder der nogle særlig forhold ved en række bogstavtyper.
   • Skriverne bruger tre forskellige grafer for /s/: langt s, s og ß . Brugen er i reglen usystematisk og umotiveret. I transskriptionerne gengives det lange s ved s , mens ß bibeholdes, da det i nogle af manuskripterne er 1600-tallets ækvivalent til nudansk 'ss'.
   • Skriverne sætter små tegn over bestemte bogstaver, for at adskille dem fra andre. Således er der typisk en krølle over u , hvorfor bogstavet ikke til forveksling lignede et n . Sjældent sættes en sådan krølle over w , når det svarer til nudansk 'u'. I de tilfælde, hvor u -krøllen er udeladt eller glemt af tingskriveren, men hvor der klart skal stå u , gengives u i transskriptionen (jf. fx [ kniffs ] i Ret1641 ln. 43).
   • Teksterne indeholder kun et par eksempler på nasalstreg over m ; dette bliver gengivet som dobbeltskrevet og understreget mm .
   • Et ø skrev man fra gammel tid ved gennemstregning af o . I løbet af håndskriftens nygotiske periode (fra reformationstiden til ca. midten af 1600-tallet) hæves stregen dog ofte over o 'et, eller man skrev to små streger over o 'et, som i en del af tekstmaterialet. I mine aflæsninger gengiver jeg begge tegn ved ø . Når denne streg eller disse små streger mangler i manuskriptet, dvs. der hvor der i nudansk skrives ø , gengives o uden streg som ø . I transskriptionerne tilføjes der et ' direkte efter ordet, hvilket betegner, at prikkerne mangler i originalmanuskriptet.
   • 'y' skrives normalt 'y-med-prikker' over i manuskriptet; bogstavet gengives som y i transskriptionen. Det er i nogle tilfælde svært at skelne mellem ij og 'y-med-prikker'. Ortografien udviser dog lidt konsekvens, idet ij hovedsageligt optræder i latinske fremmedord, som fx månedsnavne, der således altid gengives med ij .
   • c 'et i bogstavkombinationen sch forsvinder mere eller mindre i forbindelsestregen mellem s og h . Men hvad enten c kan adskilles mere eller mindre tydeligt ud fra manuskripterne, gengives det i bogstavkombinationen sch .

Tip: Du kan læse mere om gotisk håndskrift i E. Kroman (1943). Skriftens historie i Danmark . Dansk Historisk Fællesforening (udg.). København: H. Hagerups Forlag.