Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Andetledsstød

Ved andetledsstød forstås det stød der indtræffer på ord der ender på en tryksvag stavelse (eller flere), fx tale, taler, talende, når sådanne ord optræder som andet sammensætningsled; andetledsstød kendes fra rigsmål, fx "overta'le, "oversky'et" (med stød), men: "tale", "skyet" (uden stød); denne regel er imidlertid behæftet med særlige restriktioner i rigsmål, fx er der ikke stød i sammensætninger hvor andetleddet er et substantiv ("navneord", fx har rigsmål ikke stød i "overlæge", "overdyne"). - Sådanne restriktioner findes ikke i sjællandsk, hvor principielt alle sammensætninger af den nævnte type får stød. - Specielt i vestsjællandsk kan stød dog variere med ikke-stød, fx udtales lj. 5 "fedtegrever" og lj. 7 "allehånde" ikke med stød (men har måske stød næste gang de forekommer). - Andetledsstødet er et meget "resistent" træk i sjællandsk; jf kort 3.