De gammeldanske lange vokaler er i ømålene almindeligvis blevet til en eller anden form for diftong (tvelyd). Man skelner mellem egentlige diftonger (fx ie, ye, ue) og "glidere", hvor udtalen af vokalen glider hen mod en mere lukket lyd, fx ij, yj, uw. - Diftonger svarer normalt til rigsmålets lange e, ø, å, undertiden æ og a, mens glidere svarer til rigsmålets lange i, y, u og o. - Specielt den glider der svarer til langt u har mange udtalevarianter i ømålene, fx uw, øw, yw, ew; jf kort 6, 7 og 8. - I de fleste tekster vil man se eksempler på at diftonger/glidere varierer med ikke-diftonger/glidere.

"Korrespondancen" mellem rigsmålets lange vokaler e, ø, å, æ, a og ømålenes diftonger (ell. lange vokaler) er i store træk følgende:

rigsmål	ømål	vestfynsk
	(undt. vestfynsk)
e	ie	æj
ø	ye	oj
å	ue	åw
æ	æe/æ:	aj
a	åe/å ell. å-agtigt a/a:	å-agtigt a/a:

Jf kort 6, 7 og  8

"Korrespondancen" mellem rigsmålets lange vokaler i, y, u, o og ømålenes glidere (ell. lange vokaler) er i store træk følgende:

 

rigsmål	ømål
i	ij, ej
y	yj, øj
u	uw, yw, øw, ew; u:
o	ow

Jf kort 6 - 7

Der vil ofte være afvigelser fra disse skemaer i teksterne, fx på den måde at der enten slet ikke forekommer diftonger/glidere eller at de udtales lidt anderledes end antydet her. - Flere af teksterne har også eksempler på at det ikke er den "forventede" enhed der optræder (som når fx "solgte" udtales med en diftong svarende til langt å i rigsmål). Baggrunden for den slags afvigelser er ofte at der er sket en forkortelse af vokalen i rigsmål, mens den har bevaret sin oprindelige længde i dialekterne (se fx i teksterne fra Sydsjælland, Falster og Tåsinge).