Danmark har 3 overordnede dialektområder:
Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:
1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.3 grænjs = grænse, lj.7 innj = inde, lj.7 pæ:ng = penge. Det er et fællesjysk træk, jf. kort 5. Bortfaldet har i almindelighed givet erstatningsforlængelse på en forudgående konsonant eller vokal (innj, pæ:ng). - Den manglende apokope i lj.4 uhy:re skyldes, at ordet er lånt fra rigsmålet.
Jysk falder i 3 hoveddialekter:
Sproget i denne prøve er sønderjysk. Det ses straks af følgende træk:
2)
Ligesom i rigsmålet er h "stumt" foran -v og -j: lj.8 va = hvad, lj.17 vo = hvor. Og ligesom i rigsmålet har dialekten kun v- forrest i ord, ikke w-: lj.1 vintjer = vinter, lj.4 vår = var. Begge disse træk forener sønderjysk og ømålene, jf. kort 11.
3)
Der anvendes langvokaler e:, ø:, o:, å:, a:, som ligger tæt på rigsmålets (omend de tre første diftongeres noget i retning af ej, øj, ow): lj.9 he'l = hel, lj.6 -rø'r = -rør, lj.7 små: = små, lj.16 ha:j = havde. Igen går sønderjysk med ømålene, jf. kort 7-8.
Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Sønderjylland:
4)
Dialekten har to grammatiske køn (fælleskøn og intetkøn, ligesom på rigsmål): lj.13 æn sæchel = en segl, lj.17 æt bynjt = et bundt. Dette træk hører hjemme i det østlige og sydlige Sønderjylland, men genfindes også i det meste østjysk, jf. kort 2.
5)
Men der er foranstillet kendeord: lj.3 æ grænjs = grænsen. På dette punkt går Sønderjylland med Vestjylland, jf. kort 2. - Lj.10 grænjsen er afsmitning fra rigsmål.
6)
Der anvendes stort set stød som i rigsmålet: lj.13 bå'e = båd, lj.14 daw' = dag - med den udbredte jyske mangel på stød i forbindelsen stemt + ustemt konsonant: lj.12 -fålk = - folk. Jf. kort 3. Lj.5 vilj't (= vildt) er et rigsmålslån. - Der er ikke langt fra Højer til de stødløse dele af Sønderjylland, men når der et par steder i prøven udebliver et forventet stød, har det vist andre forklaringer: lj.4 fö:r (= før) går tilbage til et gammeldansk tostavelsesord (førræ) og har derfor i det meste af Jylland fået lang stødløs vokal efter apokope (jf. pkt.1); lj.7 små: (= små) skal muligvis opfattes som første led af en sammensætning ("småpenge"), og så er stødløsheden regelret; lj.1 og 12 (-)lö:n (= løn) er muligvis flertal af lö'n; en sådan bøjning kendes fra flere kilder i Sønderjylland.
7)
Der anvendes -f, -ch svarende til rigsmålets -b, -g: lj.16 læ:fer = løber, lj.13 sæchel = segl. Når denne overgang ikke er begrænset til ords slutning, men også (som her) finder sted inde midt i ord, er der tale om sydlig sønderjysk dialekt, jf. kort 12-13. - Lj.5 uænj'lige høres udtalt med g, vel under indflydelse af rigsmål.
8)
Der bruges -nj, -lj svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåde) -nd, -ld: lj.10 hinjt = hente, lj.8 oljt = alt. Trækket er fælles for hovedparten af Jylland, jf. kort 15-16.
9)
Der anvendes -r (el. en æ-, å-agtig lyd) svarende til rigsmålets -d (udviklet af gam- meldansk -t): lj.l3 bå'r = båd, jf. kort 14. Den tryksvage endelse -et udtales dog også her i dialekten -et: lj.2 bjærret = bjærgede, jf. kort 18. - Udtalen områ:de (i lj.4) er en rigsmålsefterligning.
10)
Af dialektgloser forekommer der følgende i prøven: lj.l5 væn = når; lj.8 oljt = altsammen. De bruges i hele Sønderjylland, og det samme gælder en udtale som bynjt = bundt (i lj.17, med samme form i flertal lj.15).
11)
Af særegne bøjningsformer kan nævnes: lj.5 a:nj = ænder. Denne flertalsform, der ville svare til "ande" på rigsmål, bruges i det vestlige Sønderjylland (og sydøst for Flensborg). - Stedordet "deres" bøjes i intetkøn på sønderjysk: lj.1 dæ:rt = deres (idet "løn" kan være intetkøn hernede). - Tidsudtryk som "om vinteren" har i Sønderjylland ikke navneordet i bestemt form: lj.1 om vinjter.
12)
Sønderjysk foretrækker ofte sammensat tillægsform, hvor rigsmålet har en ordforbindelse: lj.l8 sam'melbunjen = bundet sammen.
Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?
