Danmark har 3 overordnede dialektområder:

• Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
• Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
• Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Dialekten har bortfald af tryksvagt slut-e (apokope): lj.3 spes = spidse, lj.2 fennj = finde, lj.2 pøls- = pølse-. Dette er et fællestræk for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5. Det medfører ofte erstatningsforlængelse på forudgående konsonant (fennj).

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

• Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen B på kort 1). I Nørrejylland tales enten
• Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
• Østjysk (øst for linjen C).
  Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

2)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj. 5 hjæm' = hjem - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11.

3)
Svarende til rigsmålets v- bruges i dialekten w- i forbindelse med anden konsonant (tw- osv.): lj.2: twonn = torne, lj.8 swenste = svinesti. Bortset herfra bruges kun v- som i sønderjysk: lj.11 væj'r = vejr, lj.6 våwwnt = vågnede. Det førnævnte w er nok til at vise, at sproget er nørrejysk; den ringe brug af det viser til gengæld, at vi befinder os nær Sønderjylland, nemlig i egnen mellem Kolding og Vejle, jf. kort 11.

4)
Der anvendes i alm. diftonger ie, ye, ue svarende til rigsmålets lange vokaler e, ø, o: lj.16 -ki'el = -kedel, lj.10 stuer = store. Dette forhold kendes i næsten hele Nørrejylland, medens sønderjysk har vokaler, der ligner rigsmålets, jf. kort 7. Udtaler som ke'l (= kedel) i lj.7, sto:r (= store) i lj.3 og bro:r (= bror) i lj.1 viser rigsmålspåvirkning.

5)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.3 -no'l = -nål, lj.13 å' = af. Jf. kort 8). Lj.4 -ha:g (= hage) og lj.6 kla'r (= klar) er eksempler på rigsmålspåvirkning.

Nærmere bestemt er sproget vestjysk - på trods af den geografiske beliggenhed i Sydøstjylland; det ses bl.a. af følgende træk:

6)
Der anvendes foranstillet kendeord (som på tysk og engelsk): lj.10 æ brög'ges = bryggerset, jf. kort 2.

7)
Der optræder såkaldt vestjysk stød i ord på -p, -t, -k, når de svarer til tostavelsesord på rigsmål: lj.1 slaw'tet = slagtet - eller når de er førsteled i en sammensætning: lj.15 sålj'tkar. Som navnet siger, kendes fænomenet i hele Vestjylland, men derudover i dele af Himmerland, i det vestlige Sønderjylland, i Sydøstjylland, ja endda på Nordvestfyn, jf. kort 4. Der savnes vestjysk stød i formen stokken (lj.9 og 13), vel under indflydelse af rigsmål.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Vestjylland:

8)
Der anvendes - som en absolut undtagelse i vestjysk - to grammatiske køn (ligesom i rigsmålet): lj.9 æn stokken gri's = en stukket gris, lj.12 æt pa manj' = et par mand. Dette træk genfindes i en østjysk stribe fra Horsens og sydpå, desuden i det øst- og sydlige sønderjysk, jf. kort 2. Muligvis er det en rest af, at sydøstjysk engang har været en egentlig østjysk dialekt, jf. Ord & Sag 1982 s.45-48.

9)
Der anvendes stort set stød, hvor rigsmålet har det. Som i de fleste nørrejyske dialekter er ord på stemt + ustemt konsonant dog stødløse: lj.16 fyljt = fyldt. Jf. kort 3. Når der i lj.12 siges hålj't, drejer det sig om et vestjysk stød (efter pkt. 7); datidsformen svarer til, hvad der på rigsmål ville hedde "holdte".

10)
Der anvendes "blødt" d: lj.4 mo:dha:g = modhage. Dog ikke efter vokalen u, hvor der bruges j: lj.8 u'j = ud, lj.18 u:j = ude. Denne fordeling er også et østjysk træk ved dialekten, jf. kort 14.

11)
Endelsen i tillægsmåde (svarende til rigsmålets -t) smelter ofte sammen med ordets stamme, når denne ender på -l(j) eller -n(j), så der enten slet ikke høres nogen endelse eller højst en j-farvning af slutlyden: lj.10 væ'nj = vendt, lj.1 (tryksvagt) sænj = sendt (men i lj.16 fyljt = fyldt). Denne såkaldte assimilation af endelse er mest udbredt i sønderjysk, men træffes i visse ordtyper helt op til Limfjorden.

12)
Ordet "ikke" hedder lj.14 æ't (som i Vestjylland), jf. kort 19.

13)
Af dialektgloser findes der ingen i teksten - men nok et par påfaldende udtaler: Ordet "bund" hedder bonnj (i lj.10), fordi det er oprindelig tostavelses (svarende til en rigsmålsform "bunde") i store dele af Vestjylland. - Den stærke svækkelse af 2. sammensætningsled i lj.8 swenste = svinesti kendes vidt omkring i Jylland.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?