Før midten af 1800-tallet blev jysk dialekt i litteraturen næsten kun brugt i enkeltreplikker, der skulle tjene til at karakterisere personer som enfoldige eller komiske. Romantikken forstærkede sprogvidenskabens interesse for dialekterne, der nu blev opfattet som rester af fortidens folkesprog, men først med St.St. Blicher blev dialekterne anvendt seriøst i litteraturen.
Blicher skrev den jyske "nationalsang" Jyden han æ stærk å sej (1846), som stadig kendes af mange. En klassiker blev også E Bindstouw (1842), hvor en bindestue (dvs. en strikkesammenkomst) danner ramme om en række digte og fortællinger. Bortset fra enkelte vestjyske træk er Blichers jysk især østjysk fra egnen nordøst for Randers: nr. 14 på kortet over dialektforfattere. Novellen Messingjens er i 1935 genfortalt på andre jyske dialekter: 1. for Århus-egnen ved Søren Haugstrup Jensen (2113 Kolt sogn, Ning herred), 2. for Randers-egnen ved Niels Nielsen, 3. for Skive-egnen ved Åge Fjalland (begge sidstnævnte i Johs. Brøndum-Nielsen: Dialekttekster til Universitetsbrug.
Kun få af Blichers samtidige skrev på dialekt (fx nr. 15 og 26 på kortet ). Men hen mod århundredets slutning bliver det mere almindeligt at bruge dialekten litterært. En af de mest produktive er C. Sørensen Thomaskjær (nr. 22 på kortet ); han stod også bag 14-dagesbladet Jyden (1884-85), hvor i begyndelsen alt var skrevet på dialekt.
Også i årene efter århundredskiftet udkommer der megen dialektlitteratur. Især Albert Bayers forlag prioriterer udgivelser på jysk højt: kataloget for forlagets " Jydske Bibliothek " tæller i 1922 ikke mindre end 52 titler! Her optræder mange af de forfattere, der er medtaget på kortet .
"Nyrealisme", "det folkelige gennembrud" og "hjemstavnslitteratur" er betegnelser, der ofte anvendes om vigtige områder af det litterære landskab i første del af 1900-tallet. Den mest markante jyske dialektforfatter er her Jeppe Aakjær (nr. 18 på kortet ), som bl.a. har skrevet digte og fortællinger helt på vestjysk. Hertil hører Af Gammel Jehannes hans Bivelskistårri (1911), der er en gendigtning af 6 fortællinger fra Det gamle Testamente. I sit øvrige, socialrealistiske forfatterskab indfletter Aakjær ofte dialoger mv. på jysk i værker, der ellers er skrevet på rigsdansk, fx Vadmelsfolk (1900) og Vredens Børn (1904).
I Sønderjylland havde dansk og dialekten en særlig betydning som nationalt samlingsmærke i "den tyske tid" 1864-1920. Sidste del af denne tid afspejles hos den alsiske digter Martin N. Hansen (nr. 39 på kortet ), herunder de vanskelige forhold under 1. verdenskrig. I Madeleine illustreres en særlig eftervirkning af krigsoplevelserne.
Efter 1920-erne aftager udgivelserne af jysk litteratur. Siden 1970-erne har dog enkelte, især Niels Hausgaard, skrevet viser mv. på jysk og dermed skabt ny opmærksomhed omkring dialekterne.
