Den ældste (og summariske) filologiske beskrivelse af en jysk enkeltdialekt er J. Victor Bloch: Nogle grammaticalske Bemærkninger om den vesterjydske Dialect (1837). Her fremhæves fx både den karakteristiske nørrejyske diftongering e· > ie (bien = ben), o· > ue (gued = god) og særegne vestjyske træk som foranstillet kendeord (e Mand = manden) og dominant fælleskøn (en Ywwer = et yver).

Siden har både filologer og lægfolk bidraget til at beskrive de enkelte jyske dialekter. Men få har vovet at gabe over hele dialekten; man har i reglen koncentreret sig enten om lydsystemet, grammatikken (dvs. ordklasserne, deres bøjning og kombination) eller ordforrådet. På kort 1 er anført alle væsentlige lydbeskrivelser og grammatikker. Kort 2 viser udgivne ordbøger og større ordsamlinger vedr. jyske dialekter samt optegnelser af et sådant omfang, at de dækker det centrale ordforråd i de pågældende dialekter.