Danmark har 3 overordnede dialektområder:

• Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
• Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
• Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Der er bortfald af tryksvagt slut-e (såkaldt apokope): lj.11 hiel = hele, lj.2 hinnj = hende, lj.9 hø:st = høste, lj.13 bo'k = bukke. Dette er et fællestræk for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5. Men det har i flere ordtyper medført forlængelse af en forudgående konsonant eller vokal (hinnj, hø:st) eller sat sig spor som stød (bo'k), jf. pkt. 11 hhv. 8 ndf.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

• Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen B på kort 1). I Nørrejylland tales enten
• Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
• Østjysk (øst for linjen C). Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

2)
Foran -v og -j udtales det h-, som er "stumt" på rigsmål: lj.8 hwis = hvis - hvorimod sønderjysk følger rigsmålet. Jf. kort 11.

3)
Der anvendes w- svarende til rigsmålets v-: lj.6 war = var, lj.7 wæ = være, lj.8 hwis = hvis - hvorimod sønderjysk altid har v- ligesom rigsmålet. Det faktum, at der bruges w- også foran fortungevokal (wæ, hwis), viser at prøven endda er fra det nordlige Nørrejylland. Jf. kort 11.

4)
Der anvendes i alm. diftonger ie, ye, ue svarende til rigsmålets lange vokaler e, æ, o: lj.1 ni'eg = neg, lj.8 gu'e = god. Dette forhold kendes i næsten hele Nørrejylland, medens sønderjysk har vokaler, der ligner rigsmålets, jf. kort 7.

5)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.2 stro' = strå, lj.9 hå: = havde - hvorimod sønderjysk har å:, a: ligesom rigsmålet, jf. kort 8. Når der (i lj.3) siges ba:r (istf. bå:r) = bare, skyldes det påvirkning fra rigsmål.

Nærmere bestemt er sproget vestjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

6)
Der anvendes foranstillet kendeord (som på tysk og engelsk): lj.2 æ kwenjmennesk = kvindemennesket, lj.1 æ ni'eg = negene. Dette træk har vestjysk fælles med sønderjysk, jf. kort 2.

7)
Der bruges kun ét grammatisk køn (som på engelsk): lj.8 æn hyllimanj' = en høle-mand, lj.14 æn ni'eg = et neg. Utællelige stofnavne går dog for sig: lj.10 no gåt ku'r = noget godt korn. Dette enkle system finder man kun i Vestjylland, jf. kort 2.

8)
Der optræder såkaldt vestjysk stød i ord på -p, -t, -k, når de svarer til tostavelsesord på rigsmål: lj.13 bo'k = bukke - eller når de er førsteled i en sammensætning: lj.12 å'pbenjer = opbinder. Som navnet siger, kendes fænomenet i hele Vestjylland, men derudover i dele af Himmerland, i det vestlige Sønderjylland, i Sydøstjylland, ja endda på Nordvestfyn, jf. kort 4.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Vestjylland:

9)
Der anvendes stort set stød, hvor rigsmålet har det. Dog er stød på i:, y: og u: erstattet af ik, yk, uk (el. lign.): lj.11 tijk = tid. Denne udvikling (med såkaldt klusilspring) er fortrinsvis vestjysk, men kendes dog også i andre randområder af Jylland, jf. kort 9.

10)
Der bruges -nj svarende bl.a. til rigsmålets (stavemåde) -nd: lj.2 hinnj = hende, lj.12 enj = end. Prøven mangler et parallelt eksempel på dialektens -lj svarende til rigsmålets -ld. Begge dele genfindes i hovedparten af Jylland, jf. kort 15-16. Efter bagtungevokal er der her i Nordvestjylland undertiden sket yderligere svækkelse til -j: lj.1 bojjen = bundet, jf. kort 15.

11)
Ord på -s, -sp, -st el. -sk, der svarer til tostavelsesord på rigsmål, har ved apokopen (jf. pkt. 1) fået erstatningsforlængelse af den foregående vokal: lj.9 hø:st = høste. Dette træk er specielt for nordvestjysk og nabodialekterne syd for Limfjorden.

12)
Dialekten har -r svarende til rigsmålets -rn: lj.10 ku'r = korn (og fx bå'r = barn). Denne reduktion er karakteristisk for Nordvestjylland (og Møn!), medens -rn ellers bevares eller reduceres til -n, jf. kort 17.

13)
Ordet "ikke" udtales (i lj.4) æ', men kan her i Sydthy også hedde æ't (som i andre dele af Vestjylland). I Nordthy siger man nu itj, men ældre kilder har e't, ej't og lign. Se kort 19. Endelig er der spredt i hele Thy optegnet ældre udtaler med -k (e'k, ek), muligvis brugt med særligt eftertryk.

14)
Af dialektale gloser kan nævnes hylli = (hø)le (i lj.8 hylli-manj'). Ordet kendes i hele Jylland, men udtalen hylli hører hjemme nord for Limfjorden - modsat hjølli, hjølle længere mod syd.

Hvad er der  skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?