Danmark har 3 overordnede dialektområder:

• Jysk (vest for Kattegat, Lillebælt og Alssund), jf. linjen A på kort 1),
• Ømålene (øst for denne linje, med fynsk, sjællandsk osv.), dog fraset
• Bornholmsk (der sammen med skånsk udgør de gamle østdanske dialekter).

Sproget i denne prøve er jysk. Det ses allerede af følgende træk:

1)
Der er bortfald af tryksvagt slut-e (såkaldt apokope): lj.9 fesk = fiske, lj.3 sæjj = sige. Dette træk er fælles for samtlige jyske dialekter, jf. kort 5. Det har i flere ordtyper medført forlængelse af en forudgående konsonant eller vokal (sæjj).

2)
Ordet "jeg" hedder (i lj.9) a. Dette er den almindelige udtale i Nørrejylland, jf. kort 20.

Jysk falder i 3 hoveddialekter:

• Sønderjysk (groft sagt syd for Kongeåen, jf. linjen C på kort 1). I Nørrejylland tales enten
• Vestjysk (vest for en linje fra Jammerbugten til Horsens fjord, jf. linjen C på kort 1), eller der tales
• Østjysk (øst for linjen C).
  Som det ses, hører et stort sydøstjysk område (fra Horsens til Kolding) sprogligt set med til vestjysk.

Sproget i denne prøve er nørrejysk. Det ses straks af følgende træk:

3)
Svarende til rigsmålets v- bruges i dialekten w- foran bagtungevokal (dvs. u,o,å,a) og i forbindelse med konsonant (tw- osv.), ellers v-: lj.1 wår = var, væl = vel. Denne fordeling er karakteristisk for det sydlige Nørrejylland, jf. kort 11.

4)
Der anvendes i alm. diftonger ie, ye, ue svarende til rigsmålets lange vokaler e, ø, o: lj.1 hi'el = hel, lj.13 nueren = norden. Dette forhold kendes i næsten hele Nørrejylland, medens sønderjysk har vokaler, der ligner rigsmålets, jf. kort 7. - Når der (i lj.4) siges jo'r = jord (ikke ju'er), er der tale om rigsmålspåvirkning.

5)
Der anvendes i alm. o:, å: svarende til rigsmålets lange å, a: lj.10 lo' = lå, lj.8 så: = sagde - hvorimod sønderjysk har å:, a: ligesom rigsmålet, jf. kort 8.

Nærmere bestemt er sproget vestjysk; det ses bl.a. af følgende træk:

6)
Der anvendes foranstillet kendeord (som på tysk og engelsk): lj.1 a fir'sere = firserne. Dette træk har vestjysk fælles med sønderjysk, jf. kort 2. Men udtalen a afviger fra den gængse udtale æ (el. e); den er typisk for Sydvestjylland, men kendes også på Vejle- egnen.

Af grammatiske køn bruger fortælleren formentlig kun intetkøn, jf. kort 2. Men sprogprøven leverer ikke bevis herfor.

7)
Der optræder såkaldt vestjysk stød i ord på -p, -t, -k, når de svarer til tostavelsesord på rigsmål: lj.11 smak'ker = smakker, lj.8 menj't = mente, eller når de er førsteled i en sammensætning: lj.14 dam'ptraw:lere = damptrawlere. Som navnet siger, kendes fænomenet i hele Vestjylland, men derudover i dele af Himmerland, i det vestlige Sønderjylland, i Sydøstjylland, ja endda på Nordvestfyn, jf. kort 4.

Sprogprøven viser også følgende træk, hvoraf mange er karakteristiske for snævrere dele af Vestjylland:

8)
Ligesom i rigsmål er h "stumt" foran -v: lj.2 -ærvær'v = erhverv. Dette træk er ellers sønderjysk, jf. kort 11.

9)
Endelsen i datid og tillægsmåde (svarende til rigsmålets -te hhv. -t) smelter ofte sammen med ordets stamme, når denne ender på -l(j) eller -n(j), så der enten slet ikke høres nogen endelse eller højst en j-farvning af slutlyden: lj.14 to'lj = talt (men det hedder i lj.6 begønj't = begyndte). Denne såkaldte assimilation af endelse er mest udbredt i Sønderjysk, men træffes i visse ordtyper helt op til Limfjorden. Specielt for Sydvestjylland er det, at også flerstavelses udsagnsord på tryksvagt -el, -en udsættes for assimilationen: lj.11 trawelj = trawlede.

10)
Ordet "ikke" hedder (i lj.12) e't, en form der genfindes i det meste af Vestjylland og helt over i Himmerland, jf. kort 19.

11)
Af dialektgloser forekommer kun: lj.2 en (tryksvagt) = man; ordet er næsten fællesjysk; kun vendelboerne siger mæ = man. - lj.6 slæk aw' (= aftage) er snarere afsmitning fra fiskersprog.

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?