Aarhus Universitets segl

Dialekttræk fra København

Der findes ingen lydoptagelser af den gamle nordsjællandske dialekt i Skovshoved. Teksten rummer enkelte dialektale træk og herudover nogle træk, som kendes fra (ældre og yngre) københavnsk (spec. pkt. 2-4), men som også må have eksisteret i dialekten (et par af dem går igen i en dialektoptegnelse fra 1923).

1)
Et udpræget sjællandsk træk er forekomsten af stød på andet sammensætningsled ("andetledsstød"), fx lj. 5 feskehan'lerne = fiskehandlerne, lj. 10 ho:ðtörklæ'ðer = hovedtærklæder, lj. 14 feskerko'ne = fiskerkone. - Dette andetledsstød forekommer uden undtagelser i den ca én time lange båndoptagelse.

Baggrunden for dette træk: Andetledsstød

2)
Den s-agtige udtale af t- (i lydskriften enkelte steder gengivet ts-), fx lj. 7 tsi' = ti, tsro'r = tror.

3)
Tendensen til at forlænge kort vokal; denne forlængelse gengives i lydskriften med samme tegn som det der angiver de "ægte" lange vokaler, fx lj. 9 na:kken = nakken, lj. 15 og 17 lå:mme = lomme. Forlængelse af korte vokaler kendes også fra det nordlige nordsjællandsk.

4)
Kvaliteten af a-lydene, spec. det lyse ("flade") a i fx lj. 14 alle; bemærk at der også forekommer et lyst a efter r, lj. 4 stran' = strand; denne udtale kendes fra ældre (høj)københavnsk (de fleste danskere har i dag et "mørkt" a efter r).

5)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 4 købt = købte, lj. 5 kø:rt = kørte, lj. 9 grön = grønne, (med udtale af -e) lj. 1 ha:ðe = havde, sålte = solgte, lj. 2 enne = inde, lj. 8 ..skulle gærne jælpe = skulle .. gerne hjælpe. - Ligesom i teksen fra Dragør forekommer bortfald af -e dog påfaldende sjældent, og i denne henseende adskiller indtalerens sprog sig både fra moderne københavnsk og fra sjællandsk. Der er ikke tale om at hun forsøger at tale "fint" eller overkorrekt; den hyppige udtale af -e (også i tryksvage ord) var en del af sprognormen i det gamle Skovshoved og forekommer fx i andre samtidige båndoptagelser fra Skovshoved og det nærliggende Tårbæk.

Baggrunden for dette træk: Apokope

6)
Dialektale ord og udtryk. lj. 22 bare = både; denne udtale af "både" er almindelig i sjællandsk (og har i tidens løb afstedkommet mange misforståelser).

7)
Bemærk prosodien, dvs. "tonegangen", "tonefaldet" som ikke umiddelbart minder hverken om moderne københavnsk eller om sjællandsk.

 

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?