1)
Udby ligger syd for stødgrænsen og dialekten er stødløs, fx lj. 1: gris, lj. 13 ba:rn. - Til stød på vokal (fx i sjællandsk eller rigsmål) svarer normalt almindelig lang vokal i stødløse dialekter, fx ba'rn (sjællandsk nord for stødgrænsen), ba:rn (sydsjællandsk) - stød er med andre ord en form for længde; imidlertid hedder det i teksten lj. 1: gris (med kort vokal), hvor sjællandsk (og rigsmål) har udtalen gri's (med stød på i); en lignende tendens til, at der til en vokal med stød i fx rigsmål svarer en kort vokal i en stødløs dialekt, kendes fra sydømålene (specielt i ord med i og y).
2)
Dialekten har diftonger/glidere hvor rigsmål normalt har lang vokal, fx (diftonger) lj. 11 trie = tre, lj. 6: så:e = sagde, (glidere), lj. 6: skowle = skole. - En undtagelse i forhold til rigsmål er lj. 6 owste- = oste-. Ordet "ost" har kort o i rigsmål; den sydsjællandske udtale med ow skyldes at "ost" kunne have lang vokal i gammeldansk. Denne lange vokal er siden forkortet i rigsmål, men den oprindelige længde viser sig stadigvæk i vokalens "kvalitet": o udtales i rigsmål forskelligt i "kost" (til at feje med) og "kost" (i betydningen mad)
Baggrunden for dette træk: Diftonger
3)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 5: skowl = skole, lj. 8: spi:st = spiste, (med udtale af -e) lj. 4: kræ:sne, huske, lj 6 owste- = oste-, skowle, lj. 12 modærne.
Baggrunden for dette træk: Apokope
4)
I sydsjællandsk kan man endnu finde spor af de tre grammatiske køn, som tidligere var almindelige i sjællandsk; teksten har et enkelt eksempel på hankøn, lj. 9: væ:i = vejen (kursiv angiver nasalering); derimod har lj. 9: -ma:ðen "-maden" og lj. 10: "klåkken" samme endelse, nemlig -en; "mad" er oprindeligt hankøn, "klokke" oprindeligt hunkøn, dvs at han- og hunkøn at her er faldet sammen i "fælleskøn".
Baggrunden for dette træk: Grammatisk køn
5)
Nægtelsen er af typen itte (varierende med "ikke"), oftest sammentrukket med det foregående ord, fx lj. 3 et, lj. 11 jot = jo itte, lj. 11 æt = æ (er) itte; jf kort 19.
6)
lj. 2 "det" hedder deð, varierende med udtalen de (fx lj. 12); udtalen deð er almindelig i sjællandsk og repræsenterer den "forventede" udvikling i forhold til gammeldansk (idet gammeldansk -t bliver til -ð i sjællandsk, jf under pkt 5 i foregående tekst); imidlertid har lydudviklinger ofte en kompliceret natur og hviler ikke helt og holdent på særlige "lydlove"; når ð ofte er svundet i et ord som "det", vil man normalt forklare det ved at ordet ofte bruges tryksvagt. - Et andet eksempel på en udtale, der tilsyneladende er en afvigelse fra en forventet udvikling, er lj. 6 stu:re = store, hvor den forventede (og i sjællandsk almindelige) udtale er stowre; en udtale stu:re kendes imidlertid også fra Sydøerne og Fyn; andre eksempler i teksten på særudviklinger er lj. 3 gow: = gjorde, lj. 8 tow: = turde.
7)
lj. 1 dær våt no:w hið = der var ikke noget (der) hed; udeladelsen af "der" i konstruktioner som denne er almindelige i dialekterne; jf en anden afgivende konstruktion i teksten fra Vestfyn og teksten fra Tåsinge.
8)
Dialektale ord og udtryk: lj. 2 ..så kunne vi bie; ordet betyder egentlig "vente" (fx på mad eller foder) - udtrykket har her en bredere betydning, nemlig "undvære, være foruden"; talemåden er almindelig på Sjælland og Sydøerne.
Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?
