1)
Dialekten har diftonger/glidere svarende til rigsmålets lange vokaler; vestfynsk har imidlertid udviklet særlige diftonger og adskiller sig på dette punkt ikke kun fra det øvrige fynsk, men også fra de øvrige ømål. - Forskellen mellem vestfynsk og øst- og sydfynsk er (lidt forenklet):

	Vestfyn	Øst- og Sydfyn
til rigsmål langt e svarer:	æj (ej)	ie
til rigsmål langt ø svarer:	oj (øj)	ye
til rigsmål langt å svarer:	åw	ue
til rigsmål langt æ svarer:	aj	æ: (eæ)

Fx lj. 20 stæj'n = sten, lj. 8 og 18 lej', læj' = le, lj. 30 sæj = se, lj. 1: åw'r = år, lj. 2 såw' påw' = så på; teksten mangler eksempler på diftonger svarende til langt ø og æ. - Eksempler på glidende diftonger (glidere): lj. 9 stow'rt = stort, lj. 8 krowner = kroner, lj. 7 te:jer = tider, lj. 30 yw = ud; jf kort 6, 7 og 8, hvoraf det fremgår at der med hensyn til diftonger findes et overgangsområde mellem Vestfyn og Øst- og Sydfyn.

Baggrunden for dette træk: Diftonger

2)
Dialekten har stød, fx lj 2 såw' påw' = så på, lj. 16 sta'n = stangen, lj. 20 stæj'n = sten, lj. 12 kå'm = kom; udtalen af stød i fynsk spænder fra en forholdsvis markant udtale til noget man normalt ikke rigtig opfatter som stød, og i flere tilfælde er ord i teksten, som potentielt har stød, lydskrevet uden stød (og evt med længde), fx lj. 6 ofl: stow = stod, lj. 27 gå:ri = gården; denne indtaler har dog generelt et kraftigere stød end indtalerne i teksten fra Østfyn. - Ord der ender på stemt + ustemt konsonant har normalt ikke stød i fynsk, lj. 5 fålk (rigsmål fål'k); heller ikke jysk har stød i denne ordtype. - lj. 2 fa'r = far; ordet har stød, i modsætning til rigsmål; i dette ord forekommer stød i fynsk kun når det står efter (tryksvagt) stedord: min (din, hendes, vor) fa'r, men ellers: fa:r. Noget tilsvarende kendes fra Sjælland.

3)
Dialekten har variation mellem udtale af og bortfald af udlydende -e (fakultativ apokope), fx (med bortfald af -e) lj. 5 bestelt = bestilt, lj. 9: stel: = stille, lj. 20 græs = græsse, lj. 4: -mæ:n = mændene; de to eneste eksempler med udtale af -e er ord med mere end to stavelser: lj. 12 dejl:ne = delene, lj. 13 bå:wnse = Bogense.

Baggrunden for dette træk: Apokope

4)
Dialekten har tre grammatiske køn, fx lj. 8 i lej' = en le, lj. 26 i rö:ter = en røgter, lj. 27 gå:ri = gården, lj. 13 kræmmeri = kræmmeren, lj. 9 sme'i = smeden (alle hankøn), lj. 2 sme:jen = smedjen, lj. 16 sta'n = stangen (begge hunkøn), lj. 23 kow'n:t = kornet, lj. 27 et tefæl: = et tilfælde (begge intetkøn); læg mærke til at der kan henvises med stedordet "han" (ham) til ord med grammatisk hankøn, lj. 9 stille ham .. (dvs leen) rigtigt ind, lj. 17 han (leen) stod; denne brug af stedordet "han" er et gammeldags træk og er ikke gennemført i teksten, hvor indtaleren flere gange henviser til "leen" med stedordet "den" (lj. 15, 17 ofl.). - Tilsvarende kan der henvises med stedordet "hun" til ord med grammatisk hunkøn; andetsteds i båndoptagelsen siges fx "hun" om jorden, der er hunkøn (jf teksten fra Falster).

Baggrunden for dette træk: Grammatisk køn

5)
Dialekten har nasalering af vokal der i skriften efterfølges af -nd og -ng (samt i ord som "han" og "den"), fx lj. 10 æj = ind, lj. 4 -mæ:n = -mændene, lj. 2 ofl: ha = han, lj. 10 ofl.: dæj = den, lj. 4: ga' = gang, lj. 16: sta'n = stangen.

Baggrunden for dette træk: Nasalering

6)
Verbernes svage bøjning ("ede-bøjning" dvs typen hoppede - hoppet) er ret enkel i fynsk, idet de to former normalt er identiske med infinitiv ("navnemåde"), fx lj. 7 snak = snakkede, lj. 8 kåst = kostede, ståw: = stået; bemærk dog at participium kan have endelsen -et, lj. 4 stel:t = stillet - denne udtale i dag almindelig på Fyn. Nogle verber har "te-bøjning" i modsætning til rigsmål, lj. 3 sme:jt = smedede (egl. "smedte", med apokope af -e, svarende til typen ledte), lj. 21 nå:t = nåede (egl. "nåte", med apokope af -e), lj. 21 såw't = sået (egl. "såt").

7)
Nægtelsen er af typen itte, lj. 5 et nå:w = itte noget, lj. 9 skat = skal itte; jf kort 19.

8)
Dialektale ord og udtryk: lj. 18 og 20 græsse, fx "den skal græsse noget mere" dvs lebladet skal have en anden hældning mod jorden; lj. 5 nå fålk, lj. 16 nåwer dæ kå'm, lj. 19 dæ vå nå:w, betydningen er "nogen, nogle"; det tilgrundliggende ord er gammeldansk "nogre" (egl. flertal svarende til "noget" - jf svensk "några") - lj. 19 og der var nogle og ville, dvs der var nogle der ville; denne konstruktion er almindelig i dialekterne - se lignende konstruktioner, i teksten fra Sydsjælland og teksten fra Tåsinge.

 

Hvad er der skrevet PÅ dialekten?
Hvad er der skrevet OM dialekten?